Af skade bliver man klog – og meget frustreret

Søren Hess-Olesen er på lynvisit i Aarhus.

Igen.

Små to uger i fødebyen, inden han ryger retur til USA og tilværelsen som professionel tennisspiller.

Igen.

Turen over Atlanten er han tvunget til at tage med jævne mellemrum for at leve op til de amerikanske visumregler, og uheldigvis er disse ture frem og tilbage blevet et symbol på hans liv i de seneste otte måneder.

Fra den ene yderlighed til den anden har humøret svinget, fordi begyndelsen på eventyret bare langtfra er blevet som planlagt.

Efter fire succesfulde college-år i USA sprang den 25-årige aarhusianer ud som professionel tennisspiller sidste sommer, men vedvarende problemer med albuen har forhindret ham i at spille kampe siden juli.

»Det har været som et kæmpe hug i maven, fordi lægerne flere gange har sagt, at nu var jeg snart klar til at spille igen, og så er jeg alligevel blevet slået tilbage igen kort efter. Lige nu handler mit liv jo nærmest kun om at spille tennis, og derfor er jeg ret afhængig af, at min krop kan holde til det. Det har den ikke kunnet, så det har været hårdt rent mentalt,« fastslår Søren Hess-Olesen, der langt om længe kan se en ende på mareridtet og regner med at spille en turnering i Mexico i begyndelsen af maj.

Sådan har han altså flere gange i forløbet lagt planer for blot at måtte ændre dem, men han har lært at håndtere de uønskede forstyrrelser.

»Heldigvis har jeg fået det vendt til noget positivt, fordi jeg har opsøgt en del folk, som selv har været ude for noget af det samme. De hjalp med at sætte det hele i perspektiv og fik mig overbevist om, at jeg sagtens kan komme tilbage. Nu er jeg faktisk mest frustreret over, at folk spørger, om jeg stadig vil spille efter min skade. Selvfølgelig vil jeg det. De går ud fra, at jeg ikke gider længere, for jeg er jo ikke kommet i gang, men det her har ikke ændret mine drømme.«

Søren Hess-Olesen vedgår dog samtidig, at han godt kan forstå folks reaktion, for han er immervæk langt fra det ønskede sted.

I stedet for at blive professionel som teenager søgte han mod det amerikanske skolesystem, hvor han havde fortrinlige forhold på University of Texas i Austin med gratis adgang til træner, behandling og vejledning.

Lyttede ikke til kroppen

Allerede i sin første sæson blev Søren Hess-Olesen helt utraditionelt indsat som førstesingle, i en periode på et halvt år nåede han op på 17 kampe i træk uden nederlag til andre college-spillere og blev etter på den landsdækkende rangliste, hvilket blev fulgt op med kåringen til Senior Player of the Year i hele college-systemet samt sejren i doublen ved de nationale college-mesterskaber.

Ikke overraskende følte han sig klædt godt på til omplantningen, og første test lovede mere end godt.

I Portugal slog Søren Hess-Olesen sig fra kvalifikationen og helt til finalen i Futures-turneringen, det tredje niveau på herrernes professionelle tour, men 12 kampe på 8 dage var for meget.

Efter blot én fridag ventede næste turnering, efter to runder vågnede Søren Hess-Olesen en morgen uden at kunne strække højre arm, fordi albuen var »sindssygt stram« og gjorde lige så ondt.

»Jeg var lige begyndt som professionel, så jeg stillede alligevel op i den tredje turnering dernede. Jeg kunne ikke serve, så jeg satte bare bolden i gang og tog den derfra, men i kvartfinalen måtte jeg trække mig. Jeg fik at vide, at det var en seneskade, helt almindelig overbelastning. Jeg måtte ikke serve, men måtte godt spille fra baglinjen,« mindes Søren Hess-Olesen.

Derfor følte han sig sikker på at blive klar til Danmarks Davis Cup-kamp i september, hvor han ville få chancen for at møde Rafael Nadal, men til sidst var han kun i stand til at stille op på en mikstur af smertestillende piller og stålvilje.

Hellere en brækket arm

Gener i venstre baglår tvang ham alligevel til et afbud, heldigt nok, for efter en nytteløs indsprøjtning med binyrebarkhormon viste en scanning, at et beskadiget ledbånd og ikke en overbelastet sene var årsagen til balladen i albuen.

10 uger med forbud mod at røre en ketsjer, og efter ”karantænen” oplevede han endda et tilbagefald en lille uge før et planlagt turneringscomeback i Canada.

»Det havde været bedre at brække armen, have gips på i to måneder, lave noget genoptræning og så være klar igen. Når man er skadet, tænker man meget over, om man har gjort noget forkert. Skulle jeg have haft en scanning tidligere, kunne jeg have tacklet det anderledes, kommer skaden igen? Det kører rundt i hovedet på én,« understreger Søren Hess-Olesen, der fandt trøst i den omstændighed, at han ikke var lænket til en sygeseng.

»Jeg kunne lave alt muligt andet, jeg styrketrænede for eksempel en masse med elastik og lav vægt. Jeg får altid dårlig samvittighed, når jeg ikke laver noget, og det var især vigtigt at holde mig i gang, fordi jeg lige var begyndt min professionelle karriere. Hvis så man bliver skadet, kan man hurtigt ryge af sporet og ikke rigtigt gide noget, for det hele er skidt.«

I ventetiden har et stort lyspunkt været et par træningsoplevelser i USA.

Hans bedrifter i college-tiden er ikke glemt, så via sine gode kontakter har han haft mulighed for at træne med den pensionerede stjerne Andy Roddick, Ryan Harrison, verdens nr. 165, samt John Isner, verdens nr. 13.

Især slagduellerne med sidstnævnte var opløftende.

»Isner servede ikke rigtigt, da vi spillede, men fra baglinjen slog jeg ham faktisk. Niveauet er rimelig tæt. Han sagde også bagefter, at jeg ville blive overrasket over, hvor lille afstanden er fra top 50 til top 300. De bedste er bare bedre til at være gode i de afgørende situationer,« bemærker Søren Hess-Olesen, der også finder inspiration i at se sin doublemakker, Lloyd Glasspool, ligge som nr. 401 efter at være blevet professionel på samme tid som danskeren.

»Jeg er ikke en type, der går ud og siger, at jeg bliver så og så god, men inderst inde tror jeg på, at jeg kan komme rigtigt langt, og det bekræfter Lloyds resultater og min træning med Isner og de andre. Hvis man skal finde noget godt at sige, har skaden givet mig tid til at tænke over, hvor meget jeg egentlig brænder for tennis. Jeg har ikke på noget tidspunkt haft lyst til at sige stop, og på den måde har det været postivt at mærke, hvor meget jeg stadig elsker at træne.«

Og nu kan han forhåbentlig endelig gøre det igen uden frygt for at ryge frem og tilbage mellem lys og skygge.