Maestro lægger kærlige hænder på Mozart

»Toppen af Mozart. Det allermest fantastiske, komponisten har skrevet.«

Dirigenten Michael Schønwandt sprudler af begejstring, når han beskriver Mozart-symfonierne nr. 39, 40 og 41 – de tre værker, som han opfører med Aarhus Symfoniorkester torsdag og fredag aften i Symfonisk Sal.

»Vi går fra det jublende optimistiske i Symfoni nr. 39 i dur til mørk melankoli i Symfoni nr. 40, som står i mol. 40’rens dramatiske, sort-hvide udtryk er meget stærkt og rammer hudløst hårdt,« beskriver dirigenten.

»Som finalen kommer så Mozarts Symfoni nr. 41 med tilnavnet ”Jupiter” – et af de største værker, der er komponeret nogensinde. Man kan sige, at komponisten i sine tre sidste symfonier tager os gennem det totale kosmos. Mozart bruger alle følelser, stemninger og udtryk. Det er helt ubegribeligt, at han skrev tre så store værker på én sommer,« siger Schønwandt.

Alt kan høres

Selv om mange lyttere genkender Mozart på den enkle, iørefaldende stil, stiller symfonierne enorme krav til samtlige musikere, røber dirigenten. Hver tone er hørbar, og det handler om at skabe et perfekt forhold mellem instrumentgrupperne, så de vigtige melodistemmer træder frem.

»For orkestret er Mozarts symfonier en krævende tour de force. Alt er så transparent og åbent. Musikerne spiller meget tæt sammen og skal finde en fælles stil.«

Også for Michael Schønwandt bliver aftenen en øvelse i klangbalancens fine kunst. Heldigvis har han erfaring i at forme de tre symfonier på én og samme aften – han gjorde det senest i den franske by Montpellier, hvor han er chefdirigent for Opéra Orchestre National.

»Vi opførte symfonierne på en række koncerter i januar, og der var stuvende fuldt i koncertsalen alle aftener. Folk elsker at opleve Mozarts musik live,« smiler dirigenten, der sammen med orkestret inviterede den franske bys studerende til generalprøve på de tre symfonier. Det fik mange hundrede unge til at stille sig i kø foran koncerthuset en time før prøven.

»Der fik vi afkræftet, at Mozart kun er for pensionister. Desværre måtte vi afvise op mod 1.000 studerende, for der var ikke plads. De, der var heldige at komme ind, var ovenud euforiske. De klappede mellem alle satser i de tre symfonier, og hvad var der galt i det? Ingenting. Det var så fedt, for det viser, at hvis folk får den rette oplevelse, lader de musikken gå rent ind,« beskriver dirigenten, der selv greb mikrofonen og talte lidt om symfonierne fra podiet i det franske koncerthus.

»Det kan jeg også finde på at gøre spontant i Symfonisk Sal, hvis den rette stemning opstår,« smiler han.

Nedbryd folks barrierer

Herhjemme skal vi skele mere til vores sydeuropæiske broderfolk og deres måde at værdsætte kulturen på, mener Schønwandt.

»Franskmænd er måske opdraget mere med levende kultur som en naturlig del af deres dna. Vi kan lære i Danmark at nedbryde folks barrierer ved at præsentere musikken på en levende måde. Det er vigtigt, at vi hele tiden byder publikum på noget nyt samtidig med, at vi er tro mod den ældre musik. Værkerne rammer folk direkte, når de får dem serveret som en totaloplevelse: Kom ind, sæt dig, tag imod musikken.«

På hjemmebane i Aarhus

Tidligere på måneden dirigerede Michael Schønwandt Puccini-operaen ”Turandot” – også med operaorkestret i Montpellier. At gå fra italienerens romantiske klange, der kræver store armbevægelser, til Mozarts raffinerede symfonier for en lille, intim orkesterbesætning er utrolig kontrastfyldt, medgiver han.

»Men musikalsk er jeg netop skruet sådan sammen – jeg kan kun lave de store værker, hvis jeg sideløbende opfører mindre, kammermusikalske ting.«

Mozarts musik har Schønwandt et tæt kærlighedsforhold til. Operaerne ikke mindst.

»”Don Juan”, ”Figaros Bryllup”,« remser han op.

»Den musik har jeg dyrket i hele min karriere.«

Foran Aarhus Symfoniorkester er den danske maestro også på hjemmebane.

»Jeg har dirigeret orkestret regelmæssigt siden 1979, og jeg har ikke tal på, hvor mange koncerter vi har lavet sammen. Det er dejligt med et kontinuerligt samarbejde, og både orkestrets høje kvalitet og den skønne koncertsal i musikhuset inspirerer mig.«

Ved hvert besøg mærker han, at orkestret udvikler sig.

»Det er fantastisk – jeg kan lide det lange træk, hvor vi kan referere til ting, vi har lavet sammen før. Ved at kende orkestret så godt kan jeg få en herlig spontanitet frem i musikken.«