Fortsæt til indhold
Aarhus

VUC Aarhus åbner kreativ HF-uddannelse

HF Kunst og Design giver kreative unge mulighed for at tage en uddannelse målrettet designskoler, arkitektskoler og Teko.

Som et nyt tilbud kan unge med kreative ambitioner tage en HF-uddannelse med praktisk undervisning i billedkunst og design via enkeltfag. Det sker i et samarbejde med Skolen for Kunst og Design, der kommer til at stå for den praktiske undervisning i de kunstneriske fag.

Det skriver VUC Aarhus i en pressemeddelelse.

HF-uddannelsen strækkes over tre år for at give de studerende tid til både de boglige og kunstneriske fag, som bl.a. byder på undervisning i illustration, grafisk design, croquis, arkitektur og mode.

»Efter de tre år vil du stå med en gymnasial, adgangsgivende eksamen, og du vil have de allerbedste forudsætninger for at søge ind på designskole, arkitektskole, Teko eller andre kreative uddannelser,« skriver VUC Aarhus i brochuren for uddannelsen.