Fortsæt til indhold
Aarhus

Østjyllands Brandvæsen har sendt mandskab til Fredericia

Østjyske brandfolk er lige nu i gang med at assistere ved branden på Fredericia Havn.

Østjyllands Brandvæsen har i løbet af natten sendt 21 brandfolk og ni køretøjer til Fredericia, for at assistere brandvæsnet i Fredericia med at få styr på den kraftige brand i flere olietanke på Fredericia Havn.

- Lige nu er vi ved at afløse det mandskab, der har arbejdet hele natten og i den forbindelse har det været nødvendigt at kalde ekstra mandskab ind, fortæller operativ leder Anders Rathcke.

Selvom mange brandfolk er sendt til Fredericia, er de østjyske brandstationer ikke ubemandet.

- Det ekstra mandskab skal både afløse dem i Fredericia og i Østjylland, siger Anders Ratcke.

Hvor længe Østjyllands Brandvæsen skal assistere i Fredericia er uvist, ifølge Anders Ratcke er branden under kontrol, men stadig voldsom og man vil i den udstrækning, det er nødvendigt, hjælpe til.