Fortsæt til indhold
Aarhus

København er stukket af fra Aarhus på huslejepriserne

Det aarhusianske lejemarked er færdig med at eksplodere i pris, mener landets største lejeboligformidler.

Mick Kristensen

Mens de aarhusianske huslejepriser i 2015 stagnerede og måske ramte deres loft, bankede de københavnske huslejepriser gennem loftet.

For ifølge tal fra boligportal.dk, Danmarks største lejeboligformidler, steg den gennemsnitlige huslejepris i Aarhus med sølle 0,4 pct. i 2015, mens den i København voksede med næsten 17 pct.

Forskellen på huslejepriserne mellem de to byer er da også blevet mere udtalt gennem de seneste år.

I 2010 var en lejlighed gennemsnitligt 1.532 kr. dyrere om måneden i København i forhold til Aarhus. Det tal steg i 2015 til 2.784 kr.

Den største prisforskel var der i sagens natur på lejligheder med fire værelser eller mere, da en sådan havde en gennemsnitlig huslejepris på 12.372 og 18.078 kr. om måneden i henholdsvis Aarhus og København.

Mens Henrik Løvig, administrerende direktør ved boligportal.dk, mener, at lejepriserne i Aarhus har nået sit loft, forklarer han, at det samme ikke gør sig dog ikke gældende for København:

»I forhold til Aarhus er der langt flere i København, som har en høj indkomst. Københavns lejemarked er noget for sig selv i dansk sammenhæng, og det kan ikke sammenlignes med nogen anden by i landet.«

Henrik Løvig tror, at de svage huslejestigninger i Aarhus vil fortsætte her i 2016.

»Der kommer ikke til at ske en eksplosion i byens huslejepriser, som generelt har fundet sit rette niveau, vil jeg vurdere. Der er et behov for nye boliger i Aarhus, men det behov bliver imødekommet, og derfor bliver lejemarkedet ikke presset yderligere op,« siger han.

Forudsætningerne for prisstigninger på det aarhusianske lejemarked er ellers umiddelbart til stede. I sommeren 2015 blev der optaget rekordmange på byens uddannelsesinstitutioner, og befolkningen i Aarhus vokser fra år til år, viser tal fra Danmarks Statistik.

Men de mange boligprojekter i byen imødekommer den øgede efterspørgsel på lejeboliger, vurderer Henrik Løvig.

LLO: Stadig for dyrt

De aarhusianske lejerorganisationer mener dog ikke, at byens huslejepriser har fundet sit rette niveau.

Jørgen Dyrholm Jensen, driftsleder for Lejernes Landsorganisation (LLO) i Jylland og på Fyn, mener således, at for mange fortsat betaler for meget i husleje.

»De billige lejeboliger bliver dyrere, så der er fortsat behov for at dæmpe markedet i Aarhus. Det kan blive en hæmsko for byens udvikling, hvis det ikke sker,« lyder det fra ham.