»Teatret trak bare i mig«

Anders Brink Madsen er den rastløse type.

Den 40-årige skuespiller siger det selv: Der må gerne ske mange forskellige ting i hans liv. Det gør der så. Han har netop spillet med i den anmelderroste ”Salamimetoden” på Aarhus Teater – hans første optræden på byens store teater, men forhåbentlig ikke den sidste, siger han.

Lige nu er han mest af alt optaget af prøverne på ”Transit”, som fredag har danmarkspremiere på Teatret Svalegangen. Det er teatergruppen Von Baden, som Anders Brink Madsen er en del af, der står bag forestillingen – en thriller om den stigende overvågning af mennesker, der regner sig for helt almindelige samfundsborgere uden onde hensigter.

»Vi har skabt et univers, som er både dystopisk, omklamrende og poetisk og samtidig stiller nogle gode spørgsmål om, hvad det er for en verden, vi lever i. Generelt synes folk vel ikke, at det er vildt fedt med al den overvågning, men når der så sker terrorangreb som i Paris, bliver vi alle enormt forskrækkede og synes alligevel, at det er ok,« siger han.

»Men selv om man overvåger folk, kan de skaffe noget, der kan sprænges i luften. Hvis det er det, man vil, så kan man. Derfor er det et interessant emne, vi behandler i forestillingen: Nytter det noget med al den overvågning – den skaber jo endnu mere angst, fordi vi hele tiden gøres bevidste om, at der er en kæmpestor fare derude.«

Et nyt filmprojekt

Ved siden af teatret er han sammen med en kollega i gang med at udvikle et nyt filmprojekt.

»Vi har en idé, som vi samarbejder med Deluca Film i Aarhus om. Den handler om den socialt handicappede Poul, der har en drøm om at blive bugtaler, og charlatanen Nicki, min rolle. De mødes tilfældigt og tager på et roadtrip i Danmark. Hele deres relation er bygget på snyd og bedrag, men alligevel opstår der et ægte og nært venskab mellem dem. Skide god historie, ikke,« smiler han.

Han udvikler også idéer med Von Baden. Nogle bliver til noget, andre glemmes.

»Von Baden er min uddannelse – jeg har været med fra begyndelsen for 16 år siden. Vi fire gutter har ikke været sammen om en forestilling siden 2007, men nu er vi det igen med ”Transit”. Vi er alle sammen autodidakte – ingen af os har gået på nogen af statens teaterskoler, men har andre uddannelser og kurser bag os. Vi er vokset op sammen, og gruppen er grunden til, at jeg har så meget at lave i dag,« siger han, der med forestillingen på fredag har haft fire premierer siden august.

Mandlig identitet

»Von Baden er ikke et mandeteater, men vores forestillinger har mange gange handlet om mandlig identitet. Det er vel naturligt at lave noget, som man selv er optaget af. Vi har portrætteret mænd i krig og mænd, hvis koner har klippet nosserne af dem, og dog stadig har en superheltedrøm i kælderen. Men vi har altså også lavet meget andet.«

Væk fra scenen, og dog ...

Der var nogle ungdomsår, efter at han havde spillet amatørteater i Ryslinge på Fyn, da han troede, at han skulle være politibetjent.

»Min far var gammel jazztrommeslager, og min mor havde en masse med teater at gøre, så jeg ville en anden vej. Det skulle jeg så ikke. Teatret trak bare i mig. Det var godt, for jeg elsker mit arbejde, og jeg kniber mig selv i armen hver dag, fordi jeg er så heldig. Jeg er virkelig taknemmelig. Det er ligegyldigt, om jeg har en lille eller en stor rolle – jeg behøver ikke være motoren, jeg vil bare gerne være med.«

Helt usædvanligt havde Anders Brink Madsen, der bor i Brabrand, sin familie – hustruen Lene Hansen, der er pædagogisk leder i en integreret institution i Gellerup, Laura på 14 og Jonathan på 8 år, med i en tysk reklame for Toffifee, som stadig vises på tysk fjernsyn.

»Det var en undtagelse. Normalt inddrager jeg den ikke på den måde i mit arbejde,« siger han.

Reklamer giver smør på brødet, men han vil hellere kendes for at lave teater.

»Desuden laver jeg tjenerunderholdning med nogle gutter og har en sønderjysk figur, som jeg tager ud og holder kommunikationsforedrag i virksomheder med,« siger han.

Vinterbadning og ure

Så er der hans hobbyer. Vinterbadning og luksusure.

»En kammerat og jeg køber ure, sætter dem i stand og sælger dem. Rent nørderi, vi er jo ikke urmagere.«

Desuden har han en brændende interesse for biler.

»Jeg har bare aldrig tjent penge nok til at købe den helt vildt fede. En eller anden dag gør jeg det. Lige nu har jeg en fornuftig familiebil, men det kommer til at ændre sig. Biler og ure – drømmerollen må være i en amerikansk actionfilm.«