De halvkendtes hyldest til Halfdan
Udgivelse: 28 halvkendte forfattere har skrevet hver deres udgave af et nutidigt Halfdan Rasmussen-børnerim på hans velkendte, farverige måde.
Bennys bukser brændte, norske nisser nyser ikke, og Else elsker både pelse og pølse.
Man skal ikke være ret gammel, før man hører et af Halfdan Rasmussens digte. I år ville den danske forfatter og digter være fyldt 100 år, og i den anledning har mangen en forfatter gentænkt hans berømte børneremser fra ”Halfdans abc”.
Det gjorde også Aarhus-forfatteren Brian P. Ørnbøl, der sammen med kollegaen Linda Nørgaard Framke fik idéen, at man kunne få 28 halvkendte forfattere til at digte et ”halfdansk” digt ud fra hver sit bogstav.
Velvilje fra alle sider
»Det er altid de mest kendte forfattere, der bliver bedt om at være med i sådan et projekt, så vi besluttede os til at prøve noget tilsvarende med forfattere fra vores eget netværk,« fortæller han.
De mødte velvilje alle steder og havde snart 28 meget forskellige og farverige digte, der sender en tanke til den gamle digter på hver sin måde. Nogle helt i hans ånd og måde at lege med ordene på, andre lidt mere alvorlige.
Jeg ville skrive om bogstavet Cmen det var taget så jeg fik E Hvad rimer på Edet gør bogstavet Bog T og D og også VSe sådan endte et digt om Csit liv i en remse om bogstavet ELouise Juhl Dalsgaard
Flere af forfatterne er fra Brian P. Ørnbøls lokale netværk – Louise Juhl Dalsgaard, Lars Hougaard Clausen, Poul Lynggaard Damgaard, Gunvor Ganer Krejberg og Morten Leth Jacobsen.
Egentlig var det meningen, at digtene blot skulle lægges på Saxo i en pdf-fil, men pludselig ville Forlaget Helle og to illustratorer, Sara Hauge og Anne Mia Steno, også gerne være med.
»Inden vi havde set os om, blev det til en bog,« siger Brian P. Ørnbøl om ”Halfdanske digte af halvkendte forfattere”, der nu også er blevet til en lydbog, for forfatteren Kenneth Krabat tilbød at læse alle digtene op.
Et velgørende skulderklap
Alle forfatterne har haft frie hænder, og bogstaverne blev fordelt efter først til mølle-princippet. Siden er digtene blevet flittigt delt på de sociale medier, siger Brian P. Ørnbøl, der ligesom alle de andre medvirkende ikke får andet end fornøjelsen ud af digtene.
Klog kanin med kysselyst kysser alt fra kyst til kyst Kysser koner og kamelerKysser alle dem med seler Kysser kat og skibskaptajnerog endda en ko med fregner Håber på om et par dage alle kysser ham tilbageBrian P. Ørnbøl
»Der er ingen penge i at udgive sådan en bog. Det er heller ikke meningen – man kan købe den som lydbog eller e-bog for 6 kr. og som bog for 50 kr. Men skulle der komme et mindre overskud, skal pengene gå til organisationen Venligboerne Danmark. Den er oppe i tiden, har succes og gør et godt og positivt arbejde. Så den må gerne få et klap på skulderen,« siger han.