Fortsæt til indhold
Aarhus

Fra skolebænk til skuespillerliv

Den 14-årige Sofia Suppli Callesen spiller hovedrollen i en ny julefilm med bl.a. Lars Hjortshøj og Camilla Bendix.

Josefine Aaen

For godt et år siden var Sofia Suppli Callesen en ganske almindelig folkeskoleelev på vej mod sit ottende år på Engdalskolen i Brabrand. Fra den 12. november kan hele Danmark opleve hende på det store lærred, når den nye julefilm ”Emma og Julemanden – Jagten på Elverdronningens hjerte” kan ses i biograferne.

I juni sidste år stillede Sofia Suppli Callesen op til casting, ligesom godt 1.000 andre håbefulde unge, danske drenge og piger gjorde det. Sammen med børneskuespiller Malthe Houe trak den unge aarhusianer det længste strå, og i januar i år blev de to teenagere for alvor indsluset i filmverdenen – og voksenlivets dyder.

»Først tænkte jeg “yes, nu får jeg mere fri, når ikke jeg skal i skole”, men det viste sig at være helt forkert. Vi var ofte rigtig tidligt oppe, og nogle gange filmede vi sent om aftenen og om natten,« siger Sofia Suppli Callesen.

»Men det var mere sjovt, end det var hårdt. Og når vi arbejdede meget, glemte jeg også alt det derhjemme, så der var ikke rigtig tid til at savne det.«

En livlig fantasi

Sofia Suppli Callesen er 14 år og født og opvokset i Aarhus. Foruden skoletimerne i 8.b bruger hun sin tid med venner og veninder, ligesom hun holder af at tegne. Det seneste halve år har der dog ikke været meget tid til at dyrke nogen af delene – hverken skole, kammerater eller hobbyer.

I stedet har den unge piges liv været dedikeret til at traske en række danske skove tynde i søgen efter julemandens nyfødte datter og elverdronningens frosne hjerte.

I julefilmen, som det Aarhus-baserede produktionsselskab Deluca står bag, spiller den unge skuespillerinde pigen Emma. Emma kommer fra en søskendeflok med fem drenge, og i den store familie er der ikke megen tid og overskud til den 11-årige pige og hendes livlige fantasi. Hun føler sig overset og glemt, og da hun begynder at tale om julemand og elverdronning, står hun helt alene med overbevisningen om, at noget sådant skulle eksistere.

»Jeg skulle vise rigtig mange følelser og være ked af det, og det var faktisk ret svært i starten. Men efterhånden som man lærte det, glemte man alle kamerafolkene og kunne leve sig helt ind i fantasyuniverset,« siger Sofia Suppli Callesen.

En filmfamilie

Filmen er en efterfølger til julekalenderne ”Ludvig og Julemanden” (2011) og ”Tvillingerne og Julemanden” (2013), og igen i år optræder Lars Hjortshøj i rollen som julemand med Camilla Bendix som julekonen Julie.

I filmen nødlander julemandens kane på Emmas hustag i Viborg, fordi Julie skal føde. Det gør hun ned gennem Emmas skorsten, men barnet bliver stjålet af elverdronningen, og Emma begiver sig ud på en eventyrlig rejse sammen med julemanden, julekonen og elverdrengen Rod (Malthe Houe) for at få barnet tilbage og for at redde kærligheden i det kolde og mørke elverrige.

For den unge skuespillerinde var det svært at begribe, at hun skulle spille sammen med mennesker, hun kendte fra fjernsynet, men forholdet blev hurtigt naturligt, fortæller hun.

»Vi blev en lille filmfamilie, og Lars og Camilla var virkelig gode til at hjælpe og lære fra sig og samtidig give mig tid til at finde mig til rette i min rolle,« siger Sofia Suppli Callesen, der glæder sig til at gense alle fra filmsettet til fredagens forpremiere i Cinemaxx i Aarhus.

Til forpremieren har Deluca inviteret klassekammeraterne fra 8.b, så de kan se, hvad deres veninde den seneste tid har bedrevet.