Fortsæt til indhold
Aarhus

AGF-træner: Vi skulle have haft point

Morten Wieghorst ærgrede sig over, at hans hold ikke i det mindste kunne holde 1-1 mod Sønderjyske, der vandt 2-1 på en fejl.

Mod Hobro tabte AGF 1-2 på et mål kort før tid. Mod Sønderjyske fredag aften i Aarhus gentog det mønster sig. Ved 1-1 smuttede Sønderjyskes Jeppe Simonsen ind og udnyttede, at Jens Jønsson ikke fik lagt bolden tilbage til sin målmand Steffen Rasmussen.

»Det er mildest talt ærgerligt, at vi ikke får point ud af denne kamp. Når man ikke kan score, skal man tage et point. Det burde vi have gjort. Jeg synes, at vi spiller en god første halvleg. Jeg er ikke så tilfreds med det første kvarter af anden, for da fik de den ene standardsituation efter den anden. På det felt er de dygtige, også til at samle andenboldene op. Og der er flere af de hjørne- og frispark, vi kan undgå,« sagde AGF-træner Morten Wieghorst.

Trods nederlaget og det faktum at AGF ikke har vundet i seks kampe, ser han optimistisk på udviklingen af holdet.

»Jeg synes, at vi arbejder i den rigtige retning. Spillet ser rigtig fint ud, men vi skal huske på, at der skal point på tavlen. Det kommer der ved, at vi sørger for at få 1-1 i land. Eller at vi udnytter en af mulighederne til at komme foran. Det er et stykke tid siden, vi har været foran. Det mangler holdet,« sagde Morten Wieghorst.

AGF’s næste kamp er tirsdag, når holdet i pokalen møder Silkeborg fra 1. division. Derefter venter en tur til Farum og FC Nordsjælland i næste weekend.