Trecifret millioninvestering på vej til Gellerupparken

En privat investor ser store muligheder i helhedsplanen for Gellerupparken og har underskrevet en betinget købsaftale.

Artiklens øverste billede
Reitan Ejendomsudvikling kommende investering i Gellerupparken vil være den største investering fra en ekstern privat partner i boligområdet.

Nedrivninger af blokke, anlæggelse af en bypark og en kommende letbane i Gellerupparken har fået ejendomsselskabet Reitan Ejendomsudvikling til at se en blomstrende fremtid for det omstridte boligområde.

Derfor har selskabet underskrevet en betinget købskontrakt med Brabrand Boligforening om et 60.000 kvm stort areal - Ringvejskilen Nord.

"Vi er kun et lille skridt fra en særdeles attraktiv og centralt beliggende grund i Aarhus med et kæmpe potentiale. Vi har endnu ikke lagt os endeligt fast på udviklingen af grunden, men det vil blive et miks af private boliger og handel i den lidt større skala. Udviklingen af området vil understøtte helhedsplanen og transformationen af Gellerupparken til en attraktiv og international bydel centralt i Aarhus," skriver Stephan Sørensen, direktør i Reitan Ejendomsudvikling, i en pressemeddelelse.

Der forestår nu en proces sammen med Aarhus Kommune, hvor en række forhold vedrørende bl.a. anvendelse og arkitektur skal belyses nærmere.

Hverken Reitan Ejendomsudvikling eller Brabrand Boligforening ønsker at oplyse, hvor meget arealet er blevet handlet for, men ejendomsselskabet oplyser, at der er tale om en investering på et trecifret millionbeløb.

Reitan Ejendomsudvikling er mest kendt for at stå bag udviklingen af Rema 1000-butikker, men det er endnu usikkert, om den kommende plan for Ringvejskilen Nord vil indeholde en sådan butik.

Brabrand Boligforenings administrerende direktør Keld Laursen mener, at aftalen får stor betydning for Gellerupparken.

"Vi får for alvor gang i udviklingen af en mangfoldig bydel med forskellige funktioner og boligformer. Vi får en privat investor som medspiller, som også tilfører arbejdspladser til bydelen. Og endelig får vi med salget af jorden tilført midler, som vi kan renovere boliger for til glæde for vores beboere," skriver han i pressemeddelelsen.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen