Fortsæt til indhold
Aarhus

Kurt Westergaard og PET gør aarhusianske forældre utrygge

Den PET-beskyttede tegner Kurt Westergaard går på kursus på Samsøgades Skole - i skolens åbningstid.

Nogle aarhusianske forældre er blevet utrygge, efter at de har fundet ud af, at tegneren Kurt Westergaard, som er under beskyttelse af PET, deltager i et kursus på Samsøgades Skole midt i Aarhus.

Det skriver det aarhusianske medie stiften.dk.

Den 79-årige Kurt Westergaard, som lever med dødstrusler, efter at han for knap 10 år siden tegnede en af Muhammed-tegningerne, går på et aftenskolekursus på skolen. Kurset begynder i SFO'ens åbningstid, og det har gjort nogle af forældrene bange.

Jeg er ikke tryg ved, at han møder op på en skole med masser af børn. Slet ikke i disse tider efter weekendens terror i København.
Mads Laumann, forælder til barn på Samsøgades Skole

"Jeg hentede min datter klokken 16.30, da Kurt Westergaard kom. Det er i SFO'ens åbningstid, og jeg blev standset af nogle af de mange livvagter. Jeg er ikke tryg ved, at han møder op på en skole med masser af børn. Slet ikke i disse tider efter weekendens terror i København. Det virker langt fra gennemtænkt," siger Mads Laumann, der har et barn på skolen, til stiften.dk.

Han har kendt til Kurt Westergaards gang på skolen i en rum tid, men hans bekymring er ikke blevet mindre efter weekendens skudangreb i København.

Mads Laumann mener, at det er "malplaceret" og "uklogt", at Kurt Westergaard deltager i aktiviteter på skolen, mens børnene stadig er på området, og ifølge Århus Stiftstidende deler flere forældre Mads Laumanns undren.

Østjyllands Politi har reageret på forældrene utryghed ved at tage kontakt til ledelsen på Samsøgades Skole, men det er op til PET, om retningslinjerne for Kurt Westergaards gang på skolen skal ændres.

Ingen skal gå og føle angst for min skyld, det vil jeg simpelthen ikke være med til.
Kurt Westergaard

"Om situationen på Samsøgades Skole betyder nogle ændringer, er op til PET. Det vil sige, om Kurt Westergaard skal ind ad bagdøren, eller om han måske skal fjernundervises. Nu tager vi en samtale om sagen," siger politiinspektør Morten Anker Jensen til Århus Stiftstidende.

Kurt Westergaard selv har over for Ekstra Bladet tilkendegivet, at han meget gerne vil være med til at ændre procedurerne eller helt droppe aftenskoleundervisningen, hvis nogle føler sig utrygge af hans tilstedeværelse.

"Ingen skal gå og føle angst for min skyld, det vil jeg simpelthen ikke være med til. Derfor er jeg heller ikke på nogen som helst måde irriteret eller har negative tanker om, at nogle forældre til skolebørnene har bragt sagen frem i offentligheden. Det er de i deres gode ret til, og det vil jeg reagere med respekt over for," siger Kurt Westergaard.

Kurt Westergaard har ad flere omgange været truet af personer, som ønskede at slå tegneren ihjel. Han blev bl.a. i januar 2010 udsat for et attentat i sit hjem af en 28-årig somalisk mand med en økse.

Den øgede sikkerhed om Kurt Westergaard betyder, at tegnerens hjem er blevet sikret via forskellige foranstaltninger, samt at PET følger ham tæt, hver gang han forlader hjemmet.

"Der er to ting jeg er glad for, at jeg ikke er: Det er vinterbader og nudist. For de er med alle vegne," sagde Kurt Westergaard i 2013 om sit liv med PET.