Fortsæt til indhold
Aarhus

»Vi har tid til at tænke os godt om«

Borgerne skal inddrages i udviklingen af amtssygehuset, siger borgmesteren.

Maria Dalhoff

Hvorfor skal Aarhus Kommune være ejendomsspekulant?

»Det skal kommunen heller ikke. Handlen skal i sidste ende gå i nul for Aarhus Kommune. Vi køber området af Region Midtjylland for, at vi dermed selv kan have indflydelse på, hvad der bygges. Det er helt, som Aarhus Kommune har gjort det med Aarhus Ø. Aarhus Kommune skal ikke selv bygge på grunden. Det skal private ejendomsudviklere, men med denne løsning får aarhusianerne indflydelse på, hvad der skal ske på den centrale grund. Det gamle amtssygehus er en del af Aarhus, som mange borgere har et forhold til – på godt og ondt.«

Hvorfor er denne grund så vigtig for Aarhus Kommune?

»Det er et centralt område i hjertet af byen. Vi får nu mulighed for at skabe et sammenhængende, tættere og mere attraktivt byområde og løfte hele Aarhus.«

Hvilken type byggeri forestiller du dig på området?

»Vi lægger op til en åben proces. Der er nogle bevaringsværdige bygninger på området, som skal blive. Derudover er der ingen begrænsninger i den kommende del af fasen. Det kan ende med at blive et område, som rummer erhverv og boliger, både ejer- og lejerboliger.«

Hvad er det næste skridt i projektet?

»Det bliver at tage hul på en åben proces med byen om, hvad der skal ske på arealet. Vi overtager det tidligst i sommeren 2017. Dermed er der tid til at udvikle området over en årrække, og vi har tid til at tænke os godt om og inddrage aarhusianerne.«

Hvordan har Aarhus Kommune råd til at købe området og bygningerne?

»Prisen på de 400 mio. kr. er fornuftig. Der kan bygges godt 100.000 kvm i alt på arealet, hvilket svarer til ca. 4.000 kr. pr. kvm. Det er tæt på markedsprisen. Aarhus Kommune har en robust økonomi, og derfor har vi mulighed for at foretage købet. Som sagt forventer vi, at hele handlen i sidste ende ender med, at Aarhus Kommune ikke har udgifter på projektet.«