Fortsæt til indhold
Aarhus

Jelved skal forklare arkiv-flytning

Venstres Kim Andersen vil have kulturministeren til at redegøre for den planlagte flytning af Erhvervsarkivet til Viborg. Kulturudvalget i Aarhus har også haft flytningen på sin dagsorden i denne uge.

Tina Bryld

Det vil være et så stort tab for Aarhus, at Statens Arkiver vil flytte Erhvervsarkivet til Viborg, at kulturminister Marianne Jelved (R) må komme med en ordentlig og saglig begrundelse.

Det mener folketingsmedlem Kim Andersen (V). Beslutningen er så væsentlig, at den ikke kan træffes, før den har været drøftet politisk, siger han, der derfor har bedt om et åbent samråd med kulturministeren, hvor hun skal redegøre for »alle de konsekvenser, der er forbundet med en flytning«.

Samrådet finder sted den 21. november på Christiansborg.

»Det er et flot arkiv, hvad angår forskning og formidling. Det er vigtigt, at det bevarer tilknytningen til Aarhus by, Stadsarkivet, universitetet og de mange lokale samfunds- og slægtsforskere,« mener han, der selv i sin tid i erhvervslivet har leveret materiale til arkivet, der lige nu holder til i en fredet bygning på Vester Allé, hvor også Stadsarkivet har til huse.

En forringelse i Aarhus

Kulturudvalget under Aarhus Byråd havde på sit møde tirsdag Erhvervsarkivet på sin dagsorden.

»Vi undersøger nogle forskellige muligheder for at bevare arkivet eller i hvert fald Aarhus-arkivalier her i byen,« siger kulturrådmand Rabih Azad-Ahmad (R).

»Der pågår stadig en række dialoger med staten, om vi kan fortsætte med at leje os ind i bygningen, men det kommer an på, hvem der overtager den.«

Medlem af kulturudvalget Hans Skou (V) mener, at borgmesteren og kulturrådmanden må gå i brechen for at bevare hele arkivet i Aarhus af hensyn til både byen og universitetet.

»Det indbefatter noget økonomi, men det må vi finde ud af,« mener han.

Også stadsarkivar Søren Bitsch Christensen er ked af, at Erhvervsarkivet skal flytte:

»Vi har stor glæde af at være sammen med flere kolleger. Det er der god synergi i.«

En del arkivalier om Aarhus’ historie flytter med til Viborg, fordi Stadsarkivet først blev oprettet i 2011, og det ældre materiale derfor hører under Statens Arkiver.

»Der er præcedens for, at man kan få et kommunalt arkiv hjem til byen, men det kræver, at vi har et sted, som Statens Arkiver kan godkende. Så det er op til byrådets politikere,« siger Søren Bitsch Christensen.

Rigsarkivar Asbjørn Hellum er godt klar over, at man i Aarhus kan betragte flytningen som en forringelse, men han mener, at det er den bedste løsning, når der skal findes besparelser og effektiviseringer. Der bruges for mange penge på at vedligeholde det gamle hus, som er tegnet af arkitekten Hack Kampmann og opført i 1898-1902.

»Desuden skal man tænke på, at Erhvervsarkivet er en landsdækkende samling, som har besøg af folk fra hele landet. Vi tror på, at vi har tænkt os rigtigt godt om og fundet den mest optimale løsning,« siger han.

Han beklager, at det kommer til at gå ud over det, som han kalder »et fabelagtigt godt samarbejde« med Stadsarkivet og erkender, at en flytning har betydning for universitetet.

»Men vi vil gøre, hvad vi kan, for at bevare de gode samarbejder, vi arbejder med en plan om digitalisering ”on demand” og vil også planlægge nogle kursusforløb i Aarhus,« siger han.

I alt rummer Erhvervsarkivet 27 km arkivalier plus yderligere godt 23 km i et fjernarkiv i Skejby, som man ikke har planer om at flytte. Hertil kommer Stadsarkivets materiale. Flytningen begynder i slutningen af næste år og skal være færdig i 2016.