Franske fristelser
Restaurant: Juliette har etableret sig godt i byens spiselige gade, Jægergårdsgade, og har endog brugt sommeren til en udvidelse, så man nu kan sidde i en lille gårdhave bagved eller ved små caféborde ved gaden.
Juliette
Café & Brasserie
Jægergårdsgade 54, Aarhus
Tlf. 8621 5454
Åbent hver dag fra kl. 10 - sent. Køkkenet lukker kl. 21.30 mandag-lørdag og kl. 21 søndag.
Betjening
Betjeningen var venlig og imødekommende og havde ikke bare viden, men også en mening om mad og vin. Den kunne dog godt have været mere opmærksom, ligesom det ville have klædt helheden, at der blev sagt, hvad der var på tallerkenen, når der blev serveret.
Det kan godt være, at der er aarhusiansk tradition for at slingre ned ad Vestergade, men nu har en ny etableret sig: Man spiser sig gennem Jægergårdsgade.
Gaden er på den måde en af de lækreste i byen med sit store udvalg af restauranter med små og store ambitioner.
For knap to år siden etablerede café og brasserie Juliette sig midt i gaden. Denne sommer har der været lukket nogle dage, hvor restauranten er blevet malet, og en lille, hyggelig gårdhave etableret bag ved.
Det sidste har helt klart givet en fornemmelse af mere luft i restauranten, der er lille på den franske måde: en åben bar, hvor man kan se og høre køkkenet, og borde, der står så tæt, at man i hvert fald ikke skal bilde sig selv ind, at man kan sidde og tale fortroligt, og et flow af gæster, hvoraf nogle bare skal have en latte, andre en trerettersmenu.
Vi gik efter det sidste, sultne som vi var denne augustaften. Vi fik straks et menukort, men måtte kalde på tjeneren for at få at vide, hvad den dagens menu, der stod på kortet, bestod af.
Den var skrevet på en tavle på døren, fik vi at vide af tjeneren, der dog ikke tøvede med at fortælle om den: salade caprese – tomat, mozzarella, rucola og basilikum eller koldrøget laks med pocheret vagtelæg til forret, rosastegt andebryst med soyaglace, ristede kartofler, pickles og gulerodspuré til hovedret og cheesecake med hindbær og karamel til dessert. To retter kostede 200 kr., tre 280 kr. og fire 350 kr.
En god kombination
Vi lavede lynhurtigt en kombination af a la carte og dagens menu og bestilte caprese, andebryst og gateau marcel (intet problem at vælge en af de andre desserter, understregede tjeneren) til anmelderen, koldrøget laks (85 kr.), poulet roti – helstegt kylling med pommesfrites og sennep-estragonsauce (150 kr.) – og creme brulé (80 kr.) til medspiseren.
Vi bad om en kurvfuld brød – »har vi glemt det?« spurgte tjeneren – og fik lynhurtigt noget lækkert rosmarinbrød. Tjeneren foreslog os et glas riesling, Domaine Laurent Barth til 60 kr., til salaten og et glas chablis, Domaine Christophe, Tonnere, til 70 kr., til laksen. Fine valg, som spillede godt sammen med de i øvrigt veltillavede retter.
Det samme gjaldt hovedretterne, som blev serveret af kokken – i lighed med de andre serveringer uden forklarende ord. Han kunne ellers godt have været stolt af dette saftige andebryst med blomkål, små gulerødder, gulerodsmousse og hele kartofler. Også den halve kylling var stegt til den saftige side. Der hørte en rustik salat af æbler og selleri, agurkesalat og grove pommes frites til. De blev serveret i en skål for sig ligesom den varme estragonsovs.
»Det havde været bedre med en kold sovs,« mente medspiseren, som dog tog godt til af den velsmagende sovs.
Igen var tjeneren på pletten med en vinanbefaling: to glas af husets vin, Juliette fra La Réaltière, Coteaux d’Aix en Provence á 75 kr. – 348 kr. for en hel flaske. Helt tilfredsstillende.
Rødvinen gik igen til den ene dessert, en blød gateau marcel med vaniljeparfait, syltede blommer og blommecoulis, mens der kom endnu et glas riesling på bordet til creme bruléen.
Et besøg værd
Denne meget franske dessert var supergod – sprød, knasende og lun på overfladen, kold, blød og lækker nedenunder. Men hvorfor den skulle serveres med samme tilbehør som den franske chokoladekage, må stå hen i det uvisse. Den skal serveres på den helt enkle måde uden forstyrrende elementer, hvis det står til dette anmelderhold.
En stor kop sort kaffe (25 kr.) og en god te, earl grey fra Mariáge (30 kr.), sluttede det vellykkede måltid, som vi betalte i alt 1.065 kr. for. Det var ganske rimeligt.
Juliette er et hyggeligt sted i Aarhus’ spiselige gade. Der er fine detaljer i indretningen. Det gælder også, at man går nogle trin op for at komme ind og kan sidde og kigge ud, mere end at andre kigger ind, ligesom det gælder det store toilet, som man faktisk bør besøge. Det er sjældent, at man ligefrem kan anbefale det.
En anbefaling er der også til resten af caféen og brasseriet. Samt fire solide stjerner.