Molskroens lillebror

Adressen er Hovedgaden 31, Ebeltoft, men det skal man ikke lade sig snyde af. Det er bare Ebeltofts hovedgade, der strækker sig langt mod vest, helt ud til rundkørslen i Femmøller, hvor Fuglsøvej støder til, og tre færdselsårer mødes i en rundkørsel på nordkysten af Ebeltoft Vig.

På vestsiden ligger Molskroen i sin majestætiske pragt, og på østsiden er Strandhotellet blevet forsynet med to nye restauranter, der er åbnet denne sommer: Endnu en afdeling af A Hereford Beefstouw og så en aflægger af Molskroen, som hedder Molskroens Brasseri og dermed antyder, at ambitions- og prisnivauet skulle være lidt lavere end på selve Molskroen.

Men det var egentlig kun indtil offentliggørelsen af nyheden om, at Michel Michaud blev ansat som køkkenchef. Han har en meget lang og højt profileret karriere i hjemlandet Frankrig og på en række førende danske restauranter, senest Ruths Hotel i Skagen. Hans tilstedeværelse borger for et meget højt kulinarisk niveau, hvad Molskroen og brasseriet da også lægger betydelig vægt på på hjemmesiden.

Derfor var det med nogen forventning, at vi en meget lun sommeraften tog plads på den store terrasse foran hotellet med løfte om, at vi naturligvis kunne trække indendørs, hvis det skulle blive køligt.

Indledningen var venlig og professionel. Vi fik præsenteret dagens tavleretter. Kortet præsenterer en to- eller trerettersmenu menu til hhv. 375 og 435 kr. og en række a la carte-retter, der bl. a. præsenteres som Michaud-specialiteter.

Flabet bemærkning

Som det er kutyme sådanne steder, fik vi tilbudt en aperitif og valgte en rosé champagne, som tjeneren ikke lige kunne huske navnet på. Bedre blev det ikke, da en anden tjener hastigt skænkede vinen og gjorde mine til at forsvinde med flasken. Vores anmodning om at se flasken og fotografere etiketten med vores iPhone-app blev mødt med et: »I skal måske lige tjekke, hvad den koster i forretningerne.«

Muligvis, men vi må i situationen og i betragtning af tonefaldet anse bemærkningen for en flabethed, ikke mindst i betragtning af at beskænkningen var yderst karrig og ikke nåede op til det diskrete slibemærke på glassene, som egentligt meget fikst angiver den autoriserede væskestand. Det drejede sig om en Locret Lachaud Rosé til 115 kr. pr. glas.

Anderledes tjek var der på anbefalingen af en gewurtstraminer til ledsagerens rørte oksetatar, (75 kr. pr. glas) og tjenerens anbefaling af en sancerre ”Baronnes” fra Henri Bourgois til 465 kr. pr. flaske til de øvrige retter.

Galt gik det igen ved desserten, hvor gæsternes spørgsmål om en egnet vin blot blev mødt med: »Det er et godt spørgsmål.«

Vi opfordrede hende til at spørge en kollega, som havde forstand på de sager. Herefter blev der serveret en dessertvin, som imidlertid ikke blev præsenteret, før vi eksplicit spurgte til den.

Sammenholdt med at betjeningen ved slutopgørelsen havde glemt at skrive serveringer for 856 kr. på regningen, styrkes det indtryk, at der er lidt slinger i valsen mht. betjeningen.

Maden, derimod, var i det store hele yderst vellykket, om end med et par skønhedspletter, som man ikke forventer på en restaurant, hvor man skal betale 400 kr. for et lille stykke bagt pighvar med svampe, beurre blanc og hvide kartofler.

Ledsagerens rørte tatar var så absolut i eliteklassen. Skarp og præcis i smagen, elegant anrettet og med den anbefalede gewurtstraminer til. I samme klasse var anmelderens strandkrabbebisque med ravioli og krabbekød. Lidt mere forbeholdne må vi imidlertid være over for den bagte pighvar, der også præsenteres som en Michaud-specialitet: Et lille stykke bagt fisk med ben garneret med skovsvampe, skummet beurre blanc, friske kviste af strandportulak og dertil hvide kartofler. Det er en flot og enkel komposition, men fisken havde fået rigeligt varme og var lidt hård i kødet grænsende til det trævlede. Det kan ikke være mesteren selv, der personligt har stået for den tilberedning, og for 400 kr. har man lov til at forvente det perfekte.

Heller ikke ledsagerens franske fiskesuppe var helt perfekt. Kraftig, mørk, karamelliseret, nærmest branket smag af hummer, men derudover lidt karakterløs.

Til dessert fik ledsageren Michel Michauds personlige version af gateau marcel (115 kr.) og påstod, at hun kunne høre englene synge. Anmelderen valgte en dessertkombination til 135 kr., som også var ganske vellykket, bortset fra at en frugtpannacotta blev serveret i et shotglas, der var så smalt, at den medfølgende ske ikke kunne komme ned i den. Derfor blev den indtaget med den anden ende af skeen. Ikke så elegant, men noget må man jo gøre, når der mangler redskaber, og man ikke lige kan komme i kontakt med en tjener.

Kandidat til fem

Samlet må man sige, at Molskroens Brasseri kandiderer til fem stjerner, men der skal mere styr på betjeningen, og de små skønhedsfejl vejer tungt, når man har at gøre med en restaurant i denne ambitions- og prisklasse.

Vi modtog en regning på 1.345 kr., men måtte lige regulere, da vi kunne gøre opmærksom på, at de fire tjenere havde glemt at skrive 856 kr. på (en flaske vin, en kop kaffe, en mineralvand og et glas gewurtstraminer). Så den samlede regning blev 2.201 kr.