Bybierne summer på livet løs
Projekt Bistad har høstet den største mængde honning i projektets treårige historie.
Flittige små sort-gule dyr har sikret projekt Bistad over et halvt ton honning til dette års forårsslyngning.
Helt nøjagtigt 513 kg honning, hvilket er ca. dobbelt så meget som forårsslyngningen sidste år.
»En væsentlig del af forklaringen er, at foråret er startet tidligt i år og har været helt fantastisk,« forklarer projektets daglige leder Lene Kiel Jensen.
Det er først ved sensommerslyngningen i september, at man kender årets fulde udbytte. Tre ugers kulde i sommerperioden kan nemlig betyde, at årets udbytte falder markant, for så begynder bierne at spise den indsamlede honning, forklarer Lene Kiel Jensen.
»Men det skal ikke forhindre os i at være optimistiske lige nu,« siger hun.
Faldende bi-bestand
Det gode resultat for honninghøsten hidtil skyldes ikke alene foråret. Der er også kommet flere bistader og bigårde. I 2013 var der 10 bigårde, og i år er der foreløbigt 14, mens antallet af stader er vokset til over 40.
Godsbanen er en blandt flere nye steder i byen, hvor der er blevet sat bistader op. De øvrige står forskellige steder rundt omkring i det aarhusianske bl.a. hos væresteder og virksomheder.
Foreningen Bistad satte de første bistader op i 2012. Meningen er at rette op på en faldende bestand af bier. Staderne er primært placeret på tagene hos frivillige virksomheder, og bierne bliver passet af socialt udsatte grupper i Aarhus.
Idéen tog afsæt i det københavnske projekt Bybi, som igen var inspireret fra London og New York og Urban Farming-bevægelsen, hvor man producerer fødevarer inde i selve storbyerne.
Projektet er finansieret i en fireårig projektperiode frem til 2016.