Fortsæt til indhold
Aarhus

Sølund Festival har vundet fællesskabspris

For tre måneder siden hang Sølund Musik Festivals eksistens i en tynd tråd. Nu vinder festivalen, der primært er for udviklingshæmmede, priser og er tæt på udsolgt.

Lars Dalsgaard

Hvis der er nogen, der yder en særlig indsats for en af samfundets svageste grupper, så er det folkene bag Sølund Musik Festival.

Det mener i al fald den komite, der i år - for første gang nogensinde - sætter navn på vinderen af Fællesskabsprisen. De har nemlig peget på Sølund Musik Festival, der finder sted hvert år i Skanderborg og er verdens største festival for mennesker med nedsat funktionsevne.

Fællesskabsprisen er indstiftet i 2013 af firmaer, kommuner og erhvervsminister Mette Frederiksen. Den har ti vindere.

Tæt på lukning

Går man et par måneder tilbage, var der knap så meget at juble over for den 29 år gamle festival, der har plads til 16.000 mennesker.

I januar meddelte Kommunernes Landsforening sine medlemmer, at det nu skulle være slut med at hjælpe udviklingshæmmede borgere mod betaling. Det satte gang i en lavine af afbud, da bostederne ikke længere havde mulighed for at sende en pædagogisk ledsager med de udviklingshæmmede, der selv plejede at betale.

Længe så udsigten til årets Sølund Festival særdeles sort ud, men så kom redningen.

Krisen afværget

Mediemaskinen fik øje på den ulykkelige historie, og på Facebook forenede folk sig for at holde liv i den nødlidende festival.

Pludselig strømmede pengene ind i form af donationer fra privatpersoner, firmaer og fonde, og snart var festivalen på benene igen. På nuværende tidspunkt er der solgt mere end 14.000 billetter.

Sølund Musik Festival finder sted 10-12. juni og byder bl.a. på navne som Rasmus Seebach, Birthe Kjær, Kandis og Thomas Helmig.