Aarhus fejrede dronning Margrethe
I solskin og med græs under fødderne fejrede folket dronningens 74 års fødselsdag.
Forår og fødselsdagsstemning fyldte luften, da royalister fra nær og fjern onsdag mødte op i haven foran Marselisborg Slot i Aarhus for at fejre dronning Margrethes 74 års fødseldsag.
Allerede en time før Den Kongelige Livgardes Musikkorps troppede op med klarinet og trompet, var Slotshaven fyldt med mennesker. Nogle slog sig ned i græsset på medbragte tæpper, mens andre tog plads længst fremme blandt publikum for at få et godt billede.
Og kl. 12.07 skete det så. Dronningen trådte ud på verandaen med alle børn og børnebørn ved sin side og lod sig hylde af folket.
Som det sig hør og bør blev fødselaren fejret med musik og sang. Den Kongelige Livgardes Musikkorps spillede op, og publikum lagde stemmer til instrumenterne, da der blev spillet "Happy Birthday" for Hendes Majestæt.
Prinsessekjoler og kongekroner
Især børnefamilier og pensionister var talrigt repræsenteret på den solbeskinnede plæne, men enkelte grupper af lokale unge havde også taget cykelturen opad Kongevejen for at få et glimt af dronningen.
Hist og her så man små poder i prinsessekjoler eller med en lille kongekrone på toppen, og da kongefamilien dukkede op, røg mange op på fars skuldre.
Mange tricks blev anvendt for at få et bedre udsyn, og en enkelt havde medbragt sin egen stige for at rage op over folkemængden:
Det ubetinget største flag i forsamlingen fandt man blandt en større gruppe unge mennesker, der var yderst velklædte i dagens anledning. De kom fra Konservativ Ungdom, der var mødt op for at hilse på dronningen og vise deres støtte til monarkiet:
"Fanen er fra 1976, og den har vi haft lige så længe, som dronning Margrethe har siddet som regent," siger formand Mikkel Ballegaard Pedersen om det store dannebrogsflag, som Hendes Majestæt næppe har kunnet undgå at få øje på.
Knap femten minutter fik Aarhus med kongefamilien, før der blev taget afsked med tre hurra-råb og forestillingen var forbi.