Multihal-drøm har fået et sted at bo
Byggeri: Ny plan for godsbaneområdet har plads til politikernes ønskede multiarena, men investorerne tvivler på idéen.
Byens største boom?
Byens største blålys?
Den har været diskuteret i årtier, og nu har den fået et sted at bo – hvis den altså nogensinde kommer til verden, den multihal, som dele af bystyret, erhvervslivet og kulturlivet meget gerne ser i Aarhus.
I en ny plan, som Arealudvikling Aarhus har lavet omkring godsbanearealerne, er der indtegnet et område, et såkaldt eventareal, som er stort nok til, at der kan bygges en multihal på størrelse med Boxen i Herning.
Baggrunden er, at området har været nævnt i flere omgange som en mulig placering af en multihal, og politikerne vedtog i sidste års kulturforlig, at mulighederne for »en stor indendørs facilitet skal undersøges«.
Opgaven herefter er især at undersøge, om der kan findes anlægsfinansiering i partnerskab med erhvervslivet.
Kommunal garanti
Og hvad koster den så, sådan en kæmpebox?
Prisen for en multihal med plads til 15.000 tilskuere som i Boxen i Herning vil formentlig ligge et sted mellem 500 mio. kr. og 1 mia. kr.
I stedet for at konkurrere skal vi samarbejde med Herning og se os som en samlet region.Claus Hommelhoff, investor, bygherre og stifter af Formuepleje
Boxen i Herning kostede 329 mio. kr. at bygge og blev åbnet i 2010, mens landets næste store multihal, Copenhagen Arena i Ørestaden i København, koster ca. 1 mia. kr. Heraf betaler Københavns Kommune 325 mio. kr., Real Dania andre 325 mio. kr., og resten finansieres af lån.
Med de tal i baghovedet skal Aarhus Kommune altså ud og finde adskillige hundrede millioner kroner hos en fond eller en investor, og dertil skal kommunen formentlig selv kunne mønstre et tilsvarende beløb, hvis man vælger modellen fra København.
Filantropisk investor
Medmindre kommunen kan finde en absolut glad giver, vil det også være en forudsætning, at kommunen kan levere en forretningsplan og en sikring af, at ”Multihal Aarhus” kan løbe rundt.
Det siger Johan Gottschalk, direktør og partner ved Colliers International Danmark:
»Hvis ikke kommunen kan finde en mere filantropisk investor, er den anden mulighed at tiltrække investorer, som forventer et tilfredsstillende afkast. Den løsning kræver, at kommunen selv har analyser, som viser, at multihallen er en god investering, og dertil, at kommunen vil gå ind og garantere leje og drift over en længere årrække. I så fald vil en multihal centralt i Aarhus have stor bevågenhed fra investorer, men det vil formentlig kræve, at kommunen investerer mere tid og tåler at bære den primære forpligtelse i projektet, der kan sikre investorernes afkast,« siger han.
Samarbejde med Herning
Om det kan lade sig gøre, vil Johan Gottschalk ikke spå om, men han ser en stor gevinst for Aarhus, hvis byen får en multihal:
»Min umiddelbare vurdering er, at en multihal til koncerter, kongresser og andre arrangementer vil have en lang række positive effekter for byen. Herning har vist, at det kan lade sig gøre med Boxen, og derfor kan det også lade sig gøre i Aarhus, der som by har mere at byde på end Herning.«
Flere selskaber, som tidligere har været involveret i byggeri i Aarhus, viser dog ikke den store interesse for at gå med i projektet.
Michael Mortensen, formand for Casa Entreprise A/S, som skal være med til at udvikle området ved Bassin 7 på Aarhus Ø, er også forbeholden.
»For os virker det som en stor investering på en enkelt investeringsmulighed, fordi man ikke kan lave ret meget andet. Men hvis der stod nogen bag – f.eks. kommunen – som ville støtte driften med et bestemt beløb om året, kunne det være en udmærket investering som så meget andet, og så ville vi gerne kigge på det,« siger han.
Claus Hommelhoff, investor, bygherre og stifter af Formuepleje, tror ikke på idéen.
»I stedet for at konkurrere skal vi samarbejde med Herning og se os som en samlet region. Hvis vi vil bygge nye haller i Aarhus, skal vi nytænke i stedet for at plagiere, og jeg kunne godt se muligheden i en fleksibel multihal til f.eks. 6.000-8.000 tilskuere, som kunne bruges til alt fra basketball til forskerkonferencer,« siger Claus Hommelhoff.
Vilje til at bygge
Som eksempel på Herning-samarbejde nævner han, at Bakken Bears, som han er bestyrelsesformand for, er medarrangør af en storstilet basketball-event for 6.000-8.000 tilskuere i Boxen i Herning til efteråret.
På rådhuset er der stor optimisme hos den radikale kulturrådmand Rabih Azad-Ahmad:
»Nu har vi med en placering åbnet for en multihal, og så handler det om at få kommunikeret ud og vist, at der i Aarhus Kommune er vilje til at få den bygget. Vi håber, at investorerne kan se, at Aarhus mener det alvorligt nu. Multiarenaen skal blive til noget og gerne så hurtigt som muligt, også af hensyn til Kulturhovedstad 2017, hvor behovet vil være stort,« siger han.
Arbejde for dialog
De samme optimistiske toner finder man dog ikke helt hos borgmester Jacob Bundsgaard (S).
Han oplyser i et skriftligt svar til avisen, at der med udgangspunkt i borgmesterens afdeling arbejdes på at finde investorer:
»Nu har vi arealet klar i det øjeblik, en interesseret investor måtte melde sig. Vi arbejder på at komme i dialog med eventuelle private investorer til en multihal,« siger borgmesteren, men medgiver også, at investorerne endnu ikke har meldt sig:
»Vi må desværre erkende, at det indtil nu ikke har været muligt at finde den nødvendige kapital til et bæredygtigt projekt.«