Friheden bør tjene flere penge

Tivoli: Trods en markant stigning i besøgstallet gennem de seneste 10 år er resultatet for Tivoli Friheden stadig utilfredsstillende.

Artiklens øverste billede
Arkivfoto: Gregers Tycho

Rekord på rekord.

De seneste 10 år har Tivoli Friheden næsten fordoblet besøgstallet fra 235.169 gæster i 2004 til 394.000 gæster i 2013.

Men selvom gæsterne vælter ind gennem portene, har overskuddet i forlystelsesparken ikke samme rekordfart.

Det er ikke tilfredsstillende at tjene 2 mio. kr., når potentialet egentlig er til mere.

Henrik Ragborg Olesen, , direktør i Tivoli Friheden

»Ledelsen betegner årets resultat som ikke tilfredsstillende, men dog acceptabelt, når det tages i betragtning, at året har været præget af omkostninger til kvalitetsforbedringer og store anlægsprojekter,« står der bl.a. i det seneste regnskab.

Sætningen går igen i de seneste fire års regnskaber.

Potentiale til mere

Friheden kom ud med et overskud på knap 2 mio. kr. i 2013, men forventningen lød på 4 mio. kr.

Ifølge Henrik Ragborg Olesen, direktør i Tivoli Friheden, skal der ikke lægges for meget i det utilfredsstillende resultat:

»Det er min formulering, som jeg fik godkendt af bestyrelsen. Vi har snakket meget om lige den sætning, men jeg har fastholdt, at jeg gerne vil have, at det står sådan, fordi jeg gerne vil signalere, at det ikke er tilfredsstillende at tjene 2 mio. kr., når potentialet egentlig er til mere.«

Ifølge Lars Nielsen, der er chefrådgiver i Tourlex – et kompetencecenter for turisme og oplevelsessalg – som følger tendenserne i forlystelsesbranchen tæt, kan Tivoli Friheden sagtens gøre det bedre. Et resultat på 4 mio. kr. er slet ikke uopnåeligt.

Men det er svært at give et entydigt svar på, hvordan Tivoli Friheden kan vende det utilfredsstillende resultat, forklarer han.

»Overordnet synes jeg, at parken skal se på værdien af hver gæst. Det er en udbredt misforståelse i forlystelsesparker, at jo flere gæster man tiltrækker, jo bedre bliver resultatet. Det er ikke nødvendigvis sandheden. Selvom tælleapparatet viser flotte tal, er en gæst, der kommer ind for at drikke en kop kaffe eller spise en softice, bare ikke lige så meget værd som en gæst, der køber turbånd og bruger hele dagen i parken,« siger han.

 

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen