Krav om sejr på gammel hjemmebane
Tophåndbolden vender hjem til Stadionhallen, hvor Århus Håndbold skal slå GOG.
I 60’erne, 70’erne og 80’erne var Århus Stadionhal ramme om intense tophåndboldkampe med Århus KFUM, der er en af moderklubberne bag Århus Håndbold.
I aften bliver hallen, der officielt benævnes Hal 1 i komplekset NRGi Park og Arena, genoplivet som arena for tophåndbold, når Århus Håndbold møder GOG i slutspillet.
Den faste hjemmebane, NRGi Arena, er optaget af en danseevent, og så må håndbolddrengene rykke i den mindre hal, der har plads til knap 1.000 tilskuere.
»Det er ærgerligt, at vi ikke skal spille på hjemmebanen. For et år siden måtte vi også flytte den afgørende kamp i slutspillet imod Mors-Thy til Randers. Man kan godt sige, at vi kommer i anden række, men sådan er vilkårene. Det er forhold, som vi spillere ikke kan gøre noget ved,« siger målmand Jan Nielsen.
For træner Erik Veje Rasmussen bliver det et møde med fortiden.
»Jeg har spillet mange landskampe derinde, og det er en fantastisk hal ikke mindst for tilskuerne. I NRGi Arena sidder tilskuerne langt væk, og de har derfor svært ved at fornemme intensiteten, men nu får de en mulighed for at opleve, hvor kraftfuldt spillet egentlig er,« siger Erik Veje Rasmussen.
Århus Håndbold har brug for at øge intensiteten i forhold til klubbens nederlag til Team Tvis Holstebro.
GOG skal besejres for stadig at være med i kampen om en semifinaleplads.
»Jeg synes, vi har et højere niveau end det, vi har leveret i de to første kampe, men vi har bare ikke fået det til at fungere,« siger Jan Nielsen.
Manglende sult er blevet drøftet internt på holdet i forlængelse af weekendens nederlag i Holstebro. Indsatsen i første halvleg var blodfattigt, ifølge træner Erik Veje Rasmussen.
Ikke til at holde ud
Har der sneget sig en magelighed ind på holdet over at have åbnet sæsonen med en sejr i Supercuppen og have undgået kvalifikationsspillet?
»Diskussionen omkring den manglende sult og tilfredsheden med, hvad vi har præsteret, har vi haft, og enkelte spillere har faktisk meldt ud, at de i et eller andet omfang godt kan identificere sig med den tankegang. Men det er næsten ikke til at holde ud. Vi spiller jo for at komme til tops og ikke for at undgå at komme til bunds,« siger Erik Veje Rasmussen.
Et nederlag i aften vil betyde, at Århus Håndbold i praksis ikke kan nå en semifinale.
»Det er hamrende ærgerligt, hvis vores sæson slutter allerede fredag. Men vi må også være realistiske og erkende, at sådan kan det gå. Omvendt, så er vi stadig med i det, hvis vi får en sejr over GOG,« siger Jan Nielsen.
Drop realismen
Træner Erik Veje Rasmussen mener, at spillerne skal droppe al snak om at være realistiske. Det bringer ikke noget godt med sig.
»Vi skal ikke lade os smitte af den virus. Hvis alle rytterne i Tour de France var realistiske, var der vel kun to, der turde drømme om sejren. Lad os lade være med at være realistiske. Hvis vi endelig skal tale om realisme, så skal det være på den måde, at hvis vi præsterer maksimalt, så ender vi i semifinalen,« siger Erik Veje Rasmussen.