»Kan du ikke se, at vi har travlt?«

Det er meget sjældent, at vi i forbindelse med restaurationsbesøg oplever en decideret grov og uforskammet betjening. Faktisk har vi ikke oplevet noget lignende før, men nu har vi altså oplevet det på en lys og ellers venlig sommeraften hos restaurant Margueritten.

Det begyndte med ligegyldighed og endte med noget, der kan beskrives som et regulært møgfald, da anmelderen sidst på aftenen tillod sig at rykke for desserten.

»Kan du ikke se, at vi har travlt,« vrissede tjeneren, da anmelderen anførte, at det vist trak lidt ud med sidste del af serveringen.

»To gange ost til dem der,« råbte tjeneren ud i køkkenet og pegede på vores bord. »Nej, en ost og en tiramisu,« mindede gæsten om.

Faktisk begyndte den dårlige service allerede ved ankomsten. Vi havde bestilt bord og ventede pænt ved indgangen, men vi stod vel i fem minutter, uden at nogen af de forbipasserende tjenere ænsede vores tilstedeværelse bortset fra, at vi måske stod lidt i vejen.

»I kan sidde der,« råbte den vrisne tjener, da vi åbenbart havde stået der og blomstret længe nok, og pegede på et bord ved den skranke, som han stod bag og syslede med papirer.

»Kan vi sidde i gården?«

»Hvis der er plads,« svarede han og koncentrerede sig igen om sine papirer.

Ude i den næsten fuldt besatte gård oplevede vi et strejf af venlighed, da en anden tjener, som imidlertid ikke kunne dansk, men noget engelsk, kom med et menu- og vinkort og tog imod bestilling af et glas uspecificeret rosé til at begynde med (45 kr.).

Lang ventetid

Herefter gik der lang tid, men pludselig stod den vrisne tjener ved bordet.

»Nå, hvad har I så fundet ud af?«

Jo, vi ville da gerne høre lidt om dagens fisk, som kortet opfordrede til. Vi havde spurgt damen, som afleverede spisekortet, men det kunne hun ikke svare på.

»Kulmule.«

Jamen så ville ledsageren gerne have kaninrulle til forret; og som hovedret ...

»Forretterne først,« snerrede tjeneren »Hvad ska’ du ha’?«

»Kan du ellers ikke finde ud af rækkefølgen,« spurgte anmelderen lidt kækt, men det viste sig at være en upassende bemærkning, som blot foranledigede yderligere modvilje, som holdt sig aftenen igennem:

»Så er det lettere for mig at skrive, og så får I jeres mad hurtigere. Forret?«

Så blev der bestilt ”italienske specialiteter” som den anden forret, og som hovedretter hhv. kulmule og svinemedaljon med parmaskinke. Til afslutning hhv. ost og tiramisu.

»Og så tager jeg dem der med,« erklærede tjeneren og rakte ud efter kortene.

Det var vi nu ikke helt tilfredse med, for vi ville jo også godt bestille noget vin. Vi fornemmede, at det ikke ville nytte noget at spørge tjeneren om råd, og han forsvandt også uden et ord.

Nogen tid efter blev forretterne serveret.

Kaninrullen var i orden, men det undrede os lidt, at der ikke blev serveret brød til, så ledsageren måtte nappe lidt til anmelderens italienske specialiteter, som viste sig at være tre stk. bruschetta med hhv. skinke, oliventapenade og hakket tomat. Vi noterede os, at der på nabobordene stod brødkurve.

For varm vin

Den tvære tjener gav sig meget god tid, og da han endelig dukkede op, kunne vi meddele, at vi havde valgt en flaske bourgogne Cuvée Margot fra Olivier Leflaire (315 kr.). Igen forsvandt han uden et ord.

Vinen var for varm, men den kvindelige tjener, som åbnede den, imødekom venligt vores ønske om en isspand.

Hovedretterne var udmærkede. Dampet kulmule med kartofler, muslinger og grøntsager på den ene side af bordet, et par stykker svinekød med skinke – eller var det bacon? – kartofler, grønt og en kraftig hvidvinssovs på den anden.

Vi nød vore hovedretter i ro og mag, men herefter gik der meget lang tid. Vi havde i mellemtiden noteret os et par ved nabobordet, som efter en time uden kontakt med betjeningen forlod stedet med uforrettet sag. En mand ved et andet nabobord sad uden servering i over en time, hvorefter han spiste sin pizza og hurtigt forsvandt.

Hvordan Margueritten egentlig har indrettet betjeningen, står os lidt uklart, for to kvinder, som ikke talte dansk, men noget engelsk, kunne godt tage imod bestilling af den indledende rosévin, men de kunne ikke tage imod bestilling af mad, spørgsmålet om dagens fisk blev henvist til den vrisne tjener lige som bestilling af vin til maden, hvorimod en af de engelsktalende godt kunne tage imod bestilling af den eneste dessertvin, som er til rådighed, et glas muscat d’Asti (55 kr.).

Men tålmodigheden var altså ved at være brugt op, da vi havde ventet i over en time på desserten, og gentagne forsøg på at komme i kontakt med betjeningen havde vist sig forgæves.

En dårlig dag?

En kort øjenkontakt med den vrisne tjener resulterede i, at han vendte ryggen til og begav sig ind i restauranten. Anmelderen fulgte efter og fik tjeneren passet op i en krog.

»Hvordan går det med vore desserter og ost, som jo skulle komme hurtigt, fordi de blev bestilt i den rigtige rækkefølge?«

Og her var det så, at tjeneren vrissede »Kan du ikke se, at vi har travlt.«

Jovist, måske. Med det var da med alt muligt andet end at betjene gæsterne. Efter et besøg på toilettet konstaterede anmelderen, at tjeneren anlagde samme vrisne attitude over for et par nys ankomne gæster.

»Der står et bord der,« snerrede han og pegede på et ledigt bord. Hvorefter han skred videre og på vejen sparkede arrigt til en stol, som stod ham i vejen.

Måske havde han en dårlig dag, men det kom ikke til udtryk i et afslag på regningen, som lød på 913 kr.