En stjerneklar aften

For godt og vel et halvt år siden blev Frederikshøj udnævnt til at være Årets Restaurant af Den Danske Spiseguide.

Møjsommeligt spiste et hold dommere sig igennem storslåede middage på landets allerbedste restauranter.

Da medlemmerne af denne ”ædedolkenes klub” besøgte restauranten på toppen af den indre Oddervej, blev de enige med sig selv om, at denne restaurant også var toppen af Danmark.

Det er svært at være uenig i den afgørelse, når man sidder der i restauranten med udsigt næsten helt til Sletterhage Fyr og bliver udsat for et sandt bombardement af sanselige og smagfulde oplevelser fra Wassim Hallals køkken.

Indtil december 2011 havde han både Frederikshøj og Varna Palæet sammen med Palle Enevoldsen, men de blev enige om gå hver til sit – og for Wassim Hallal var det til Frederikshøj.

Siden har han udvidet sit lille imperium med en tidligere arbejdsplads, Molskroen, som han gjorde til Årets Restaurant i 2006.

Det er jo ikke en restaurant, man impulsivt dumper ind på. Men det kunne man faktisk godt.

Der er flere menuer, og en af dem er "Livretter", hvorfra man kan vælge fra tre retter for 535 kr. til otte retter for 1.135 kr. Hertil kan man vælge vin selv eller lade restauranten vælge glas til de enkelte retter. Til en trerettersmenu koster det 495 kr.

Luksuspakken

Man kan også gå all in og bestille hele pakken, ”Frederikshøj de Luxe”.

Den omfatter otte programpunkter, om man så må sige, startende med champagne og snacks over bl.a. stenbiderrogn, jomfruhummer, pighvar, lam, due og jordbær. Med vin, vand samt kaffe og te med sødt koster sådan en omgang 1.995 kr.

Selvfølgelig kastede vi os ud i denne menu, men ikke nok med det.

Frederikshøj er kendt for sine overdådige snacks, så vi måtte lige bestille en lille ekstramenu med fem små retter: Dild, vagtelæg (uden blomme), fish and chips med sauce tatar, hummer og guldbarre til 325 kr.

Mad i al rigelighed, kunne man mene, men sådan må det være, når man er på Årets Restaurant.

Det var svært at lade være med at smile, da maden begyndte at komme ind. Snacks i formfuldendte anretninger, hvor alle sanser blev tilgodeset, og hvor vi kom rundt om alle de temaer, aftenen skulle vise sig at byde på – fra sødt til syrligt og fra blødt til sødt.

Champagne, hvad ellers kunne vi indlede sådan en aften med end solskin på flaske?

Sit helt eget udtryk

Brød fik vi også til, lagt i hver sin glasskål, som aldrig fik lov til at se brugt ud. Det gjorde derimod den tallerken, som de ekstra snacks blev serveret på, men uden tøven blev tjenerne alligevel ved med at sætte den næste kunstneriske amuse oven på resterne af den forrige.

De fire ekstra snacks kom nemlig én efter én og blev serveret på hver sin fine måde.

Det var kendetegnende for denne aften på Frederikshøj, at hver ret havde sit helt eget udtryk og sin helt egen anretning, stramt styret og dog med en gastronomisk frimodighed, som var som slik for øjnene.

Herefter gik det for alvor løs. Et langt og luftigt flæskesvær med en lille skål kaviar og delikat mousse af forårskål var første ret. Så skulle vi smage stenbiderrogn – florlet og delikat serveret med bl.a. purløg. Vinen hertil bekom medspiseren særdeles vel – en riesling fra Rudi Pichler, 2010.

»Han er en af Østrigs bedste producenter, og lige her har vinen den helt rigtige syre og fylde til stenbiderrogn,« mente han.

Klassisk fed og sød

Hummer med nødder og carpaccio og puré af blomkål. Her var vi gået fra gennemsigtige glastallerkener til en sort ditto, som fik den hvide kål til at stå i skarp kontrast på næsten kunstnerisk vis. Det var næsten ærgerligt at ødelægge dette værk, men trods alt mere ærgerligt ikke at sætte den til livs, denne klassiske kombination af fedme og sødme.

Endnu en gang bifaldt medspiseren valget af vin, Savennières, La Jalousie, fra Domaine du Closel, 2012, der med sin fedme og sin mineralitet matchede retten på formen vis.

Også næste ret var høstet i havet – sprødstegt pighvar med ramsløg, plukket i skoven bagved restauranten. Nu var det Pouilly-Fuissé, Les Crays, Eric Forest, 2009, der blev sat på bordet, mens det til næste ret, lam og foie gras spædet op med flager af rabarber, var en Marsannay fra Jean Fournier, 2010.

Her brokkede medspiseren sig en smule.

»Foie gras og rabarber er jo klassisk – fedme og syre. Men hvorfor skal vi have lam til? Er det ikke bare et overgjort forsøg på at være interessant?« kommenterede han.

Næste ret, stegt due med morkler, ikke bare smagte godt, det var også endnu en ret, hvor man måtte beundre anretningen. Her var det, som lå maden på en skovbund.

Man skulle ikke tro, at der var plads til mere, men jo.

Wassim Hallal kan lide at overraske, så ind kom han med en lille karamelkugle - en Wassim-classic, som han har betaget sine gæster med i flere år.

Var vi så færdige? Nej, vi manglede desserten, som var en symfoni af jordbær, chokolade og karamel på de mest subtile måder. Wassim Hallal er kendt for sin søde tand, og har man bare antydningen af sådan en, bør man give sig selv den oplevelse at tilfredsstille den på Frederikshøj.

Også for at få lejlighed til at smage på godterne i den vogn, der fyldt med søde sager bliver rullet ind som tilbehør til kaffe og te. Til alle disse søde og lækre sager drak vi en lidt sjælden sydfransk dessertvin, Maury, Fagayra Blanc.

Vi kom af med 4.315 kr. for det på alle måder overdådige måltid. Ikke desto mindre er der en fin balance mellem pris, kvantitet og kvalitet. Det er stjerneklart: Frederikshøj skal naturligvis have fuldt hus for en oplevelse i særklasse.