Den franske klassiker

»Den bliver altså serveret med både hoved og hale på,« erklærede tjeneren, da ledsageren bestilte en dorade, også kaldet guldbrasen eller guldmakrel.

Nu er det slet ikke ualmindeligt at servere denne delikate middelhavsfisk med hoved og hale, men tjeneren har åbenbart ment, at ledsageren godt kunne ligne sådan en, der kunne blive forskrækket over at få en hel fisk på tallerkenen.

Sådan er man så hensynsfuld hos Brasserie Belli, for da anmelderen bestilte bord, blev bekræftelsen afsluttet med et: »Og I skal altså være ude klokken halv otte.«

Det lyder jo som udgangspunkt ikke så venligt, men er selvfølgelig en venlig servicemeddelelse om, at Brasserie Belli opererer med to aftenserveringer: en fra klokken 17 til 19.30 og en fra 19.30 til lukketid.

Det ligger fint på linje med den franske bistro-effektivitet, der præger stedet med de mange små, tætstående borde, spejlene på begge sider af lokalet og en livlig trafik. Vi ankom kl. 17.00, og folk, som kom uden bestilling, fik muligheden for i det gode vejr at sidde ved bordene ude på fortovet, som blev dækket i overensstemmelse med omfanget af gæsternes bestilling. Spisekortet er i typisk brasserie/bistrostil, forholdsvis kort med tre faste menuer til hhv. 180, 200 og 220 kr. for tre retter, seks forretter á 90 kr., fire hovedretter á 160 kr., tre hovedretter á 200 kr. og fire desserter á 90 kr.

Classic

Anmelderen valgte classicmenuen til 200 kr., som omfattede svampesuppe, coq au vin og crème brûlée, mens ledsageren valgte doraden til 200 kr., svampesuppen og en rabarbertrifli, der delvist levede op til specifikationen på kortet.

Fra det lille vinkort faldt valget på en flaske Chateau de Pierreaux 2011 fra Brouilly, som vi mente, ville være lys og let nok til både suppe, fisk og kylling. Det var den, og den smagte udmærket, men vi ville absolut have foretrukket den nogle grader koldere. Vi kunne sikkert have fået en isspand, hvis vi havde bedt om det, for betjeningen var absolut imødekommende.

Suppen var kraftig med intens smag af svampe og oksebouillon, og vi skulle da endelig sige til, hvis vi ville have en portion til. Det var fristende, men der var jo mere på vej.

Doraden blev serveret på traditionel vis med citron og timian i bugen og med pommes frites, mayonnaise, salat og marinerede rodfrugter til.

Den bærer sit tilnavn guldmakrel med en vis berettigelse, for smagen minder vældigt om en god, fed dansk sommermakrel.

Hanelåret, eller skal vi ikke bare sige kyllingelåret, blev serveret med gulerod, persillerod, kartoffelmos, persille og en sovs, der var udmærket, men som plejer at smage meget kraftigere af vin, når den hedder coq au vin.

Da retten på skiltet ude på gaden ovenikøbet hedder coq au beaujolais, ville man måske endda have forventet en noget mørkere sovs.

Til desserten var det kun muligt at få én vin i glas, og det var en Taylor’s Fine Tawny Port (35 kr.), som anmelderen valgte til crème brûléen, mens ledsageren foretrak en kop kaffe (25 kr.) til sin rabarberdessert.

Grynet crème brûlée

Begge desserter var i og for sig udmærkede, men desserten, som skulle bestå af rabarber i forskellige variationer, var suppleret med solbær og hindbær, mens rabarberen var repræsenteret ved tre syltede stænger og en kugle rabarberis. Crème brûléen smagte også fint, men var lidt grynet, som var der brugt æggehvide ved tilberedningen. Det er selvfølgelig ikke forbudt at lave crème brûlée med æggehvide, men vi foretrækker den nu med æggeblommer og fløde alene.

Trods disse småbemærkninger om maden og vinens temperatur falder vores samlede bedømmelse alligevel ud til en anbefaling og tre store stjerner for den gode stemning, og den venlige effektive betjening trækker opad. Det med at vi skulle være ude klokken halv otte, havde tjeneren nu ikke behøvet, for vi forlod restauranten i ro og mag efter to timer og syntes, at vi havde haft god tid.