Fortsæt til indhold
Aarhus

»Det ville have været min største kamp i karrieren«

Afbud: Dennis Ceylan var klar til karrierens største boksekamp i aften foran tusindvis af tilskuere i London og millioner af tv-seere verden over. Men et hårdt slag fra en sparringspartner betyder, at han må blive hjemme i Aarhus.

Morten Elstrup

»Da han tog hjelmen og tandbeskytterne af, slog jeg hans fortænder ud.«

Det bliver stille et øjeblik, så udbryder Dennis Ceylan grinende:

»Nej, det gjorde jeg selvfølgelig ikke. Sådan noget sker, når man er bokser.«

Den 24-årige bantambokser forklarer, hvordan en bitter situation udspillede sig i træningslokalet i Viby i tirsdags.

Ceylan sparrede med sin professionelle boksekollega Reda Zam Zam. Et hårdt hug i siden tvang Ceylan i knæ, han håbede, at det blot var slaget. Ventede et par sekunder. Men smerten fortsatte, og Ceylan tænkte straks på det store boksestævne på lørdag. Hvor slemt var det? Ville han kunne bokse? En nattesøvn og 12 timer senere kom svaret: Nej.

Dennis Ceylans ribben gjorde så ondt, at han måtte melde afbud til karrierens største stævne: Foran 18.000 tilskuere i O2 Arena i London skulle han i ringen inden den store VM-revanchekamp mellem Mikkel Kessler og Carl Froch. Stævnet afholdes i aften, men nu må aarhusianeren nøjes med at se det hele i fjernsynet, og i bedste fald kommer et par kammerater forbi og holder ham med selskab. En noget anden virkelighed end tusindvis af tilskuere og millioner af tv-seere verden over.

Men Ceylan er altså ikke bitter på sin sparringspartner og overvejede ikke engang at blive sur på ham, da han var blevet ramt.

»Jeg må lære at pakke mig bedre sammen, så jeg ikke bliver ramt. Men det ville have været den største kamp i karrieren, som jeg går glip af nu, og det er jeg selvfølgelig rigtig ked af,« siger Ceylan.

Han havde ikke bare glædet sig til at skulle bokse til så stort et stævne. Han ville også få muligheden for at revanchere sig fra senest, han gik i ringen i den engelske hovedstad. Det var ved OL i London sidste sommer, og det blev ingen succes for bokseren, der på det tidspunkt var amatør. Han blev banket ud af legene i første kamp.

Godt udstillingsvindue

Aftenens stævne ville samtidig være en god måde at sælge sig selv på – ikke bare i England, men i hele verden. Kessler-kampen bliver transmitteret i mere end 100 lande.

»Jeg havde glædet mig helt vildt til det. Det var en stor nyhed, da jeg fik at vide, at de gerne have mig til at bokse derovre, og jeg ville få en stor chance til at vise mig frem. Men jeg har ikke lyst til at bokse, hvis jeg ikke er helt klar. Det har jeg prøvet én gang før. Dengang gik det godt, men det var også, fordi jeg mødte en svag modstander. Jeg har ikke lyst til at tabe – og slet ikke, når så mange mennesker kigger med,« siger han.

Udsigten til at skulle bokse på udebane mod en englænder skræmte ham ikke. For Ceylan betyder det ikke så meget, om tilskuerne er med ham eller imod ham. Det gør ham kun endnu mere klar, at det syder rundt om bokseringen.

»Nogle bliver jo helt låst, når der er så mange tilskuere, men sådan reagerer jeg ikke. Jeg har det sjovt i bokseringen, og der er plads til show og lidt sjov og ballade. Det tror jeg også, at de ville kunne lide i England i stedet for en tør bokser, der bokser stilrent. Så er der lidt mere gadedreng over det, jeg laver i ringen.«

Ser det positive

Dennis Ceylan understreger flere gange i løbet af interviewet, at han er skuffet over ikke at skulle bokse i aften.

»Det er sur røv,« som han udtrykker det.

Men bokseren kan også se positive konsekvenser ved det. Nu kan han i stedet koncentrere sig om at blive helt klar til næste opgave. Den 15. juni får han igen chancen i ringen mod en endnu ukendt modstander, og det sker endda på hjemmebane i Aarhus til Fight Night-stævnet i Arenaen.

Den kamp kan ikke sammenlignes med at bokse foran 18.000 i London, inden Mikkel Kessler går i ringen. Men det er alligevel tæt på.

Lokale bakker op

»Det giver rigtig meget, at det er lokale folk, der kommer for at bakke op. Jeg skal jo altid præstere, men det betyder selvfølgelig noget, når der kommer mange, man kender. Man skal virkelig give den gas og vise noget god boksning, for der vil altid komme nogle og spørge, hvorfor jeg ikke slog modstanderen ned i første runde og sådan noget,« siger Ceylan.

Han har været professionel bokser i knap et år og er kommet i stald i Sauerland-klanen.

De fem første kampe er alle blevet vundet, tre på knockout. Og bortset fra de ømme ribben føler han sig i topform i øjeblikket.

Hans træner, Frank Holm, har tidligere været plaget af sygdom, og det påvirkede Dennis Ceylan voldsomt i løbet af efteråret 2012. Frank Holm har behandlet Ceylan som sin egen søn gennem mange år, og derfor havde han svært ved at koncentrere sig fuldt ud i de perioder, hvor træneren var syg.

»Er jo nok et idol«

Men Frank Holm fik en ny nyre ved juletid og er igen i god form ligesom Ceylan.

Den aarhusianske bokser har vænnet sig til livet som professionel, men det har krævet nogle justeringer.

Tidligere kunne han springe en træning over indimellem, men ikke længere. Byturene fylder også mindre.

»Selvom jeg ikke selv har valgt det, så er jeg jo nok et idol for andre mennesker, og derfor kan jeg ikke bare gå ud og drikke mig fuld i weekenden. Jeg tænker meget over, at jeg skal være et godt eksempel.«