Atlas er fanget mellem to stole
Spillested: Trods stor kommunal satsning er spillestedet Atlas ikke blevet jazzens arnested i Aarhus. Jazzforeningerne vil have et mere intimt rum. Spillestedslederen har endnu ikke fuld råderet over bygningen.
Det blot tre år gamle spillested, Atlas, der skulle være byens nye hjemsted for jazz, efter at Jazzbar Bent J i Nørre Allé lukkede, har ikke fået fat i sit publikum.
Udfordringen med Atlas er, at det er et meget stort rum og en meget tung maskine at få i gang. Stedet er blevet for kommunalt så at sige.Søren Mehlsen, formand for koncertforeningen Sunship
Spillestedet, der også skal favne de beslægtede nichegenrer folk og verdensmusik, har en kapacitet på 300 gæster. Sidste år kom i gennemsnit 100 mennesker pr. koncert.
Og byens jazzforeninger dukkede stort set ikke op. Meldingen fra arrangørerne er, at de har svært ved at bruge det nye spillested: Det er for stort, for råt og for dyrt at bruge.
»Forkert struktur«
Det kommunale koncertsted blev etableret i 2010 samtidig med, at man renoverede det gamle Huset på samme adresse, Vester Allé 15, som i dag huser Promus og forskellige organisationer. Samlet pris: 30 mio. kr.
Driften af Atlas blev lagt ind under Fonden Voxhall.
»Strukturen er lavet forkert fra begyndelsen. Det er blevet et Voxhall II, men burde have haft en selvstændig ledelse,« mener Jens Klüver, jazzmusiker og tidligere leder af Aarhus Jazz Orchestra/Klüvers Big Band, der bruger spillestedet til at øve ca. 40 gange om året.
En holdning, der deles af formand for Dansk Musikerforbund i Aarhus Lars Kiehn.
»Det skulle have været et selvstændigt sted, men blev en del af Voxhall af økonomiske årsager. Resultatet er blevet en klon af Voxhall, som ikke opfylder de behov, jazzmiljøet har,« siger Lars Kiehn.
Elo Pedersen, der er formand for Aarhus Jazzklub, fortæller, at foreningen stort set ikke bruger Atlas.
»For det første er det for dyrt for os, for det andet passer stedet ikke til vores arrangementer. Vores publikum vil gerne sidde ned og hygge sig. Atlas er et kedeligt, sort rum uden stole. Det bliver vores publikum jo deprimerede af,« siger Elo Pedersen.
I stedet lægger jazzforeningen deres ca. 25 koncerter fra september til april på værtshuset Hos Anders.
For tung at danse med
Jazzselskabet i Aarhus arrangerede sidste år fem koncerter på Atlas ud af sine i alt 40 koncerter.
»Vi er skuffede, fordi det er så ufleksibelt et rum. Vi holder ofte mindre, såkaldte intime koncerter, som ikke kan lade sig gøre på Atlas. Vores publikum vil gerne komme lidt før koncerten og blive lidt bagefter også, men det er der ikke plads til på det spillested. Jazzen har det altså ikke godt i en betonklods, men kræver mere imødekommende rammer,« siger Jes Halding, der er formand for Jazzselskabet.
Et behov for et mere fleksibelt spillested, fremhæver også formanden for koncertforeningen Sunship, Søren Mehlsen.
»Udfordringen med Atlas er, at det er et meget stort rum og en meget tung maskine at få i gang. Stedet er blevet for kommunalt så at sige. Hvis vi inviterer en trio fra Berlin, som er forholdsvist ukendt, men ny og spændende, så står vi med et alt for stort koncertrum og skal også leje dørmænd og teknikere. De små koncerter, som skaber et miljø, dem kan man ikke lave på Atlas,« siger Søren Mehlsen.
Han forklarer, at Sunship har brugt Atlas seks gange sidste år, og det var udelukkende, når de havde navne, der var store nok til at fylde rummet op.
»Det er virkelig ærgerligt, at rummet ikke er mere fleksibelt, for Aarhus kunne godt bruge et sted, der i højere grad samlede byens jazzmiljø.«
Søren Mehlsen understreger, at foreningen har et godt samarbejde med personalet på Atlas, og i kraft af flere fælles arrangementer er det lykkedes at trække store navne til byen, som den frivillige forening ikke selv havde kunnet gøre.
Byggesagen fortsætter
Lederen af fonden Voxhall, Tom Fjederholt, forklarer, at han ønsker at ændre bygningen. Men hvad hans planer konkret går ud på, vil han først løfte sløret for, når bygningerne formelt bliver overdraget fra kommunen.
Som JP Aarhus skrev den 25. oktober 2011, så kører der en byggesag mellem bygge- og entreprenørfirmaet Jorton og Aarhus Kommune. Her knap tre år efter at Atlas blev indviet, er byggeriet endnu ikke formelt afsluttet.
Og det besværliggør lederens handlemuligheder.
»Vi kan ikke lave permanente ændringer, så længe bygningerne ikke er overdraget. Men arrangører kan jo altid vælge at indrette rummet, som de har lyst til til den enkelte koncert. Vi har f.eks. haft metalfestival hernede, hvor de selv stod for at lave en slags ”biergarten”-udsmykning. Alt skal bare godkendes af brandmyndighederne,« forklarer Tom Fjederholt.
Aarhus Kommunes kulturforvaltning fortæller, at der stadig arbejdes på formelt at afslutte byggesagen.
»Vi arbejder på det konstant, men vi kan endnu ikke sige, hvornår sagen afsluttes,« siger Ole Jørgensen fra kulturforvaltningen og tilføjer:
»Men spillestedet fungerer fuldt ud. Det er blot et spørgsmål om, at der på nogle bestemte tidspunkter ved bestemte lave frekvenser ikke er isoleret godt nok mellem etagerne. Det er lidt kompliceret og har vist sig svært at løse,« forklarer Ole Jørgensen.
Imens afventer Tom Fjederholt udviklingen.
»Vi havde da forhåbninger om, at bygningen for længe siden var blevet overdraget til os.«
Travlt ved jazzfestivalen
Til Aarhus Festuge i september og til Aarhus Jazz Festival i juli er der planlagt arrangementer på Atlas. Jens Klüver, der er formand for jazzfestivalen, er glad for at have et sted, hvor større big bands og jazzorkestre kan indtage scenen.
»Vi laver tre arrangementer dernede til jazzfestivalen, men til den daglige brug, så fungerer det ikke. Rummet burde jo kunne deles op i mindre enheder, så man også kunne afholde mindre koncerter. Jeg havde en drøm om et levende miljø. Som leder af Klüvers Big Band brugte jeg Atlas og var glad for at have et sted, men vi måtte selv ud i byen og leje stole til koncerterne. Det var absurd,« siger Jens Klüver.
Tom Fjederholt forklarer, at spillestedet nu har indkøbt stole, som kan lejes fra gang til gang.
»Vi skal huske på, at Atlas ikke kun skal bruges til siddende jazzkoncerter, men også til reggaekoncerter, hvor 300 danseglade mennesker kommer,« siger Atlas-lederen.