Det er næsten for meget

Næsten alt er på en eller anden måde overvældende hos Mackie's Pizza & Cantina på Sct. Clemens Torv. Lokalerne ligner en velassorteret marskandiserforretning med alskens tingeltangel spændende fra fodboldheltes trøjer indrammet i glas og ramme, plakater og pladeomslag over billeder af berømtheder, som har gæstet restauranten, til en brysk western-figur i fuld legemsstørrelse og en egyptisk sarkofag.

En fusion af kitsch og særpræget humor.

Og så er der de meget unge, kvindelige tjenere, som vimser rundt i deres meget korte, meget stramme hotpants, som lader sig beskue, når de vender ryggen til. De er venlige, effektive og hurtige, men demonstrerer for fleres vedkommende ikke noget overbevisende kendskab til menukortet, og flere af dem kommunikerer kun på engelsk/amerikansk, men det er jo blot med til at understrege det internationale touch.

Indehaveren, den dansk-engelske Michael John Lee, som kalder sig Mickey Lee og på restaurantens hjemmeside lader sig betegne som karismatisk, skridter i majestætisk positur fronten af, styrer sine unge, kvindelige tropper, holder øje med, at alt går rigtigt til, og lader sig i øvrigt se af gæsterne, thi kendt fra fjernsynet er man vel.

Fuldt hus

Det hele til akkompagnement af god musik af ældre dato, denne aften fortrinsvis The Beatles, men nok lige lidt for påtrængende lydniveau. Lyd er der ellers nok af, for restauranten var denne ganske almindelige tirsdag aften fyldt kl. 18, mens trykket tog af hen omkring 20.30-tiden. Publikum var blandet af alt fra børnefamilier til livsstilsramte, korpulente herrer, som måske hørte til staben af stamgæster.

Bordbestilling er ikke mulig. Her kommer man og venter, til der bliver plads, og det bliver der, for gennemstrømningen er hurtig.

Også spisekortet er overvældende i det kæmpemæsige udvalg af pizza, burgere, sandwich, wraps, bøffer og salater, og portionerne er enorme. Knap havde vi fået os placeret ved et af de meget små borde, før en af tjenerne lod sig se fra sin tækkelige, forklædedækkede side for at høre, hvad vi ønskede at drikke. Her var altså ikke noget med i ro og mag at vælge maden for derefter at finde passende drikkvarer dertil. Vinudbuddet er forøvrigt overraskende begrænset: En enkelt hvid, tre røde og en rosé. Vi tog et nostalgisk vintrip tilbage til ungdomsårene og valgte en Faustino I til 285 kr., som stod på bordet sammen med to glas postevand få minutter efter, og som iøvrigt var et fint match til den meget kraftige mad.

Ledsageren valgte en tomatsalat (92 kr.), og anmelderen en græsk salat (85 kr.), og serveringen kort efter var overvældende: To store, til kanten fyldte firkantede tallerkener var overdænget med svulstige mængder af salat, tomat, ost, oliven, syltede hvidløg, snittede rødløg og dressing. I den græske afdeling var der feta, pitabrød, hummus og tzatziki, mens der på den anden side af bordet var en tomatsalat med meget mere end tomat: Et bjerg af salat, mozarella, oliven, syltede hvidløg og et stort stykke flutes med hvidløgssmør, som kunne have udgjort et måltid i sig selv, hvis det var blevet spist op. Næsten for meget.

Kvaliteten var imidlertid upåklagelig. Frisk, sprød salat, delikat tilbehør. Naturligvis kunne vi ikke spise op, for vi havde også bestilt en mexican steak til ledsageren (219 kr.) og til anmelderen en New York deliburger (150 kr.) med steak i stedet for hakket kød. Dertil salat, stegte champignon, jalapénos, smeltet gorgonzola, mangochutney og et bjerg af pommes frites.

Overvældende

Også begge disse serveringer var overvældende. Steaken var til overflod forsynet med hele to bagte kartofler, som var fyldt med tzatsiki. Lidt uortodokst tilbehør, som tyder i retning af, at det i nogen grad er de forhåndenværende råvarer, der styrer gastronomien i køkkenet. Vi kæmpede stålsat, men måtte levne rigelige mængder.

Ikke mindst fordi vi jo også skulle prøve desserterne, og her valgte ledsageren en såkaldt specialis (65 kr.), som i al sin vælde blev serveret i et højt glas, og anmelderen valgte en ”jamaican pandekage” med vaniljeis, stegte bananer, flødeskum, chokoladesovs, sirup og nødder (69 kr.). Udtrykket ”jamaican pandekage” er i øvrigt typisk for spisekortets ubesværede vekslen mellem dansk og engelsk på en måde, der er The Julekalender værdig i sammenligning.

Igen var portionerne monumentale, men alligevel så delikate, at vi spiste mere, end vi nok havde godt af.

Men sådan er det hos Mackie's Pizza & Cantina. Der er næsten for meget af det hele, og nogle vil mene, at ejeren, Mickey Lee, med sin blotte tilstedeværelse også er for meget. Men sådan er det. Take it or leave it. Mickey Lee har drevet restauranten siden 1980, for nogle år siden blev den udvidet med den tidligere cigarforretning på hjørnet, så området blev fordoblet, og der blev plads til flere gæster og endnu mere kitch.

Den bramfrie tone angives på et skilt ved indgangen: »Henvend Dem venligst i baren, hvis De ønsker Dem et bord. No knives+forks to pizza. No computers. No books. No mobile phones. No games. No bullshit. Just eat and go. Love Mackies«

Et sådant sted skal selvfølgelig som ethvert andet bedømmes på sine egne præmisser, og det udløser fire stjerner.