Indbrud, røveri og derefter tavshed

Klokken var omkring 14.10 tirsdag den 23. april, da sundhedsplejerske Tina Schjødt fik en besked om, at en bil på parkeringspladsen ved Gellerup Kirke var blevet brudt op.

Hun sad til et personalemøde kort derfra, i kontoret på Gudrunsvej 82, og hun kunne se på beskrivelsen, at bilen var hendes. Derfor gik hun derned.

Nogen havde slået en rude ind, viste det sig, og Tina Schjødt lånte et tæppe af en kollega til at lægge på sædet. For at have hænderne fri lagde hun sin telefon og sin pung i fordørens sidelomme og begyndte oprydningen. Det var i det øjeblik, at to fremmede mænd dukkede op.

Omstrukturering

Tina Schjødt opdagede dem ikke, før den ene gav hende et »magnumpuf« ind i bilen – ned oven i glasskårene. Og da hun kom ud igen, var hendes pung væk.

I februar flyttede Aarhus Kommune Tina Schjødt og 15 kollegaer fra et kontor i Viby til Gellerup. Flytningen var led i en omstrukturering af sundhedsplejerskernes arbejde i byen – og i en større politisk beslutning om at flytte kommunale arbejdspladser til Gellerup for at løfte det udsatte boligområde.

Allerede inden flytningen var Tina Schjødt og flere af hendes kollegaer utrygge ved udsigten til at skulle arbejde i Gellerup, fortæller hun. Og nu, med et overfald i frisk erindring, har hun truffet sin beslutning.

»Jeg skal væk derfra. Nu er nok simpelthen nok,« siger hun og tilføjer, at hun ikke er alene.

»Sådan er der også andre, som har det. Vi er flere i området, som er utrygge.«

Netop derfor – og af hensyn til sine kollegaer i det vestlige Aarhus – fortæller Tina Schjødt sin historie. Uanset konsekvenserne. For det er ikke uden en lille frygt i baghovedet, at hun fortæller.

»Som en af mine kollegaer sagde til mig forleden: ”Det her system er simpelthen pilråddent”. Vi føler os ikke hørt, og vi føler, at vi får mundkurv på. Det ligger mellem linjerne, at vi i Aarhus Kommune ikke skal gå til pressen med noget som helst. Der er en undertone af, at det kan koste os vores job. Men jeg har lyst til at tale mine kollegaers sag, fordi det er hårdt at se dem miste arbejdsglæden og ryge ned med nakken,« siger Tina Schjødt.

Hun tilføjer, at flytningen til Gellerup også har betydet mindre tid til borgerkontakt og mere stress, fordi sundhedsplejerskerne bruger mere tid på transport.

»Der er afmatning i personalegruppen, og jeg er måske den, som bedst kan tale ud. De andre er dødafhængige af deres job, men jeg kan godt klare mig uden, hvis det ender sådan,« siger hun.

Helle Andersen, daglig leder for sundhedsplejerskerne i Gellerup, understreger, at Tina Schjødts sag er blevet taget meget alvorligt, men at der i øvrigt ikke – hende bekendt – er problemer med utryghed i personalegruppen. Og blot fire gange gennem de seneste 13 år har der været hærværk mod eller indbrud i sundhedsplejerskers biler i Gellerup, forklarer lederen.

Inden flytningen anviste Helle Andersen bl.a., hvor de ansatte kan parkere »med mindst risiko«. Med handleplaner og samarbejde med Falck Healthcare og det lokale politi søger man at skabe de bedst mulige forhold for personalet, siger hun, og beretningen om, at problemerne skulle være forsøgt tiet ihjel, undrer hende.

»Jeg mener bestemt, at vi har talt åbent om tingene. Vi har talt om det på kontoret og i tillidsmandsgruppen, så det forstår jeg ikke,« siger Helle Andersen.

»Vi har en aftale i kommunen om, at man skal underrette sin nærmeste leder, når man udtaler sig, så lederen ved, at han/hun kan blive ringet op. Men man er fri til at udtale sig. Selvfølgelig er man det.«

Ros fra rådmand

I juni 2009 viste en undersøgelse i Aarhus Kommune, at hver tredje af de ansatte inden for et år havde undladt at sige noget, selv om de følte, at de burde råbe op. 42 pct. af disse svarede i undersøgelsen, at de tav på grund af frygten for personlige konsekvenser.

Fra sundhedsplejerskernes øverste politiske chef, børne- og ungerådmand Kristian Würtz (S), møder Tina Schjødts opråb kun ros – heller ikke han kan genkende billedet af, at ansatte i Aarhus Kommune får mundkurv på.

»Det er ikke min oplevelse. Men hvis det er sådan, er løsningen, at nogen står frem. Jeg synes, at det er udmærket, at man gør opmærksom på en bekymring. Derfor er det vigtigt, at medarbejderen har råbt vagt i gevær,« siger han.

Samtidig understreger Kristian Würtz, at sager som overfaldet på Tina Schjødt er af sjælden karakter.

»Uanset hvor man udfører sit arbejde for Aarhus Kommune, skal man kunne gøre det sikkert og under trygge forhold. Jeg ved, at politiet har planer om at intensivere indsatsen i området med flere betjente, og det synes jeg kun er rimeligt. Men jeg mener heller ikke, at en sag som denne er repræsentativ for det generelle arbejdsliv. Det er heldigvis ikke hver dag, at ansatte i Magistraten for Børn og Unge er udsat for røveri,« siger han.

Dansk Sygeplejeråd er gået ind i sagen om sundhedsplejerskerne i Gellerup. Og Vibeke Schow Madsen, fællestillidsrepræsentant for sundhedsplejerskerne i Aarhus Kommune, er i dialog med ledelsen om, hvordan man kan minimere følelsen af utryghed. Derudover vil tillidsrepræsentanterne tage hele forsikringsspørgsmålet op, så indbrud og hærværk mod bilerne ikke påvirker de ansattes private forsikringer.

Den psykiske pris

For Tina Schjødt endte regningen på omkring 5.000 kr. for reparation af hendes bil. Men over den pris hviler stadig den psykiske.

»Hver dag tænker jeg over, hvor jeg skal parkere min bil. Nogle dage efter overfaldet valgte jeg at holde ved Gellerup Bibliotek, og da jeg skulle ud til min bil den dag, kunne jeg se, at der var smidt en kæmpe sten ind gennem ruden til biblioteket. Her sker hele tiden noget. Det kan godt være, at det bare er hærværk og ikke overfald. Men det gør, at man tænker sig om,« siger Tina Schjødt, som også har meldt sin sag til Arbejdstilsynet.