Hermans er åbnet
Tivoli Friheden har fået et nyt, stort kulturhus i stedet for Tivoli Teatret. Huset hedder Hermans og er blevet til ved hjælp af 12 mio. kr. fra Salling-fondene.
Der var engang for længe siden, da den almindelige aarhusianer ikke måtte benytte den del af skoven, hvor Tivoli Friheden i dag ligger.
Først omkring 1850 forbarmede godsejeren sig og åbnede for leddene, hvorefter folket strømmede til. Stedet kom i folkemunde hurtigt til at hedde ”Friheden”.
I 1904 byggede Hans Rising en træpavillion, som stadig ligger der og nu hedder Restaurant Terrassen. I 1927 byggede Rising en festsal, der senere blev til Tivoli Teatret.
I 2012 blev Tivoli Teatret revet ned og på stumperne byggede man kulturhuset Hermans, som nu er klar til brug.
Den rigtige størrelse
Ligesom godsejeren i sin tid forbarmede sig over folket, forbarmede Salling-fondene sig over Tivoli Friheden og gav dem muligheden for at bygge et kulturhus til folket.
»Da Salling-fondene fandt ud af, at målgruppen er dem, der kommer i Tivoli, dvs. børn, unge og voksne fra næsten alle samfundslag, ville de gerne støtte byggeriet,« siger Tivoli Frihedens direktør, Henrik Ragborg Olesen, der understreger, at Hermans er for den almindelige aarhusianer.
Men den almindelige aarhusianer interesserer sig for mange forskellige ting, og derfor skal et kulturhus også kunne mange forskellige ting. Og det mener Henrik Ragborg Olesen, at Hermans kan.
»95 pct. af alle shows og opsætninger kan afholdes på vores scene, fordi den har den rigtige bredde og dybde, og fordi loftet kan bære op til 20 ton,« siger Henrik Ragborg Olesen.
Fedt for ”Fed Fredag”
Der er allerede planlagt mange arrangementer i Hermans.
Arrangementerne spænder bredt fra revyer og børneteater over Medina og Birthe Kjær til teaterkoncerter og opera.
Salen er udstyret med en tribune, der på ganske få minutter kan ”rulles” ud og ind, alt efter om man ønsker 800 siddepladser eller 1400 ståpladser.
Det er vigtigt for Tivoli Friheden, at kulturhuset er fleksibelt, så det både kan bruges til teater, koncerter og konferencer, og hvad man ellers kan finde på.
Ifølge Henrik Ragborg Olesen er man slet ikke færdige med at finde ud, hvad huset kan bruges til af forskellige arrangementer.
»Eksempelvis opdagede vi, at terrassen har en fantastisk placering i forhold til vores udendørs scene. Men det er rent held. Vi havde simpelthen ikke tænkt på det. Men det giver faktisk plads til op imod 1.000 flere publikummer, hvilket især er fedt i forhold til vores ”Fed Fredag”-arrangementer,« siger Henrik Ragborg Olesen.
Samtidig giver den 25 m lange bar inde i foyeren, der vender ud imod terrassen, mulighed for at publikum kan nyde drikkevarer af et mere varieret repertoire end de sædvanlige fadøl og sodavand.
Bestilt arbejde?
På spørgsmålet om, hvor vidt Salling-fondene har blandet sig i byggeriet og navnet, svarer Henrik Ragborg Olesen:
»Der fulgte to linjer med donationen, hvor der stod noget med, at de var glade for at kunne give os pengene. Og ikke andet. De tjekkede os grundigt, inden vi fik pengene, men derefter har de ikke blandet sig.«
Navnet er ifølge Henrik Ragborg Olesen blevet til i forbindelse med en helt almindelig brainstorm.
»Vi synes, at navnet passer godt til huset. At det så også er en fin cadeau til Herman Salling, er helt fint, men det er altså ikke derfor, den har fået navnet,« siger Henrik Ragborg Olesen.