Ung pige fik kylet sten i ansigtet
To ukendte gerningsmænd på scooter skyndte sig væk efter overfaldet.
I går eftermiddags omkring kl.13 blev en 15-årig pige udsat for vold, da hun gik under tunnelen ved Tilst Skolevej.
En scooter med to unge mænd af anden etnisk baggrund end dansk kørte op på siden af pigen, sænkede farten og smed en sten direkte i hovedet på hende. Bagefter gassede de op og kørte væk igen.
”Lige inden de kaster stenen, siger de to mænd noget til hinanden på formentlig arabisk, men der er ingen dialog overhovedet mellem pigen og gerningsmændende. Det er et meget kraftigt kast, som er rettet målrettet mod hendes ansigt,” fortæller politikommissær Mogens Brøndum fra Østjyllands Politi til Jyllands-Posten.
Virker ikke tilfældigt
Stenen rammer pigen ved munden i højre side af ansigtet. Hun får en flænge i læben og kommer efterfølgende på skadestuen.
Den 15-årige pige kender ikke gerningsmændene, og poltiet ved ikke, hvilket motiv der ligger bag overfaldet.
”Det er en pige, der trives fint i skolen og i fritiden, og hun er ikke selv vidende om, at hun skulle have nogen uvenner, der kunne finde på det her. Men det virker ikke tilfældigt, men som om de meget målbevidst ville skade pigen” fortæller Mogens Brøndum.