Taxachauffør truet med hardball-pistol

Taxichauffør fik presset pistolattrap mod hovedet af 45-årig mand, som senere truede en kvinde uden for hendes bopæl i Risskov.

Det var en chokeret århusiansk taxachauffør, der natten til mandag omkring kl. 02.00 satte foden på speederen og stak af fra tankstationen Hydro-Texaco på Grenåvej.

Kort inden var han blevet antastet af en mand, som ønskede at se chaufførens kørebog. Den 33-årige taxachauffør nægtede at udlevere papirerne, og det fik manden til at stikke en pistol ind gennem bilens siderude og presse den mod chaufførens hoved.

»Der er tale om grove trusler og en meget mærkværdig opførsel, men chaufføren var heldigvis snu nok til at stikke af,« siger vagthavende ved Østjyllands Politi, Jens Esbensen.

Råbte og skreg

Taxachaufføren meldte øjeblikkeligt truslen til politiet, men da var manden allerede stukket af på cykel.

»Chaufføren mistede kontakten til sin gerningsmand, som dog kort efter blev involveret i endnu en episode,« siger Jens Esbensen.

En 44-årig kvinde slog alarm, da en truende mand havde taget opstilling uden for hendes hjem på Vejlby Toften i Risskov.

»Da et par kolleger mødte op på adressen, viste det sig, at der er tale om samme mand, som truede taxachaufføren på tankstationen,« fortæller Jens Esbensen.

Den 45-årige gerningsmand havde rigtig nok en pistol siddende i bukselinningen, men det viste sig at være en hardball-pistol.

»Men det kunne man på ingen måde se,« fastslår Jens Esbensen.

»Den ligner en rigtig pistol, og chaufføren var meget chokeret efter episoden.«

Gerningsmanden blev anholdt og kørt på politigården til afhøring. Her vil han blive sigtet for trusler.

kasper.schutt@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen