Fodbold: AGF tog et stort skridt

Allerede efter 4-1 sejren over Fremad Amager i første spillerunde er Århus-klubben rykket tættere på oprykningen.

Der blev taget både store og små skridt i går på Århus Stadion. På de pæne pladser på hovedtribunen måtte sponsorerne skræve over byggerodet, da VIP-pladserne skal udvides, ved indgangene måtte de menige tilskuere trippe i køerne og på banen sprang AGF-spillerne af sted.

Foråret var kommet til byen, fodboldsæsonen blev genoptaget, og AGF vandt 4-1 over Fremad Amager.

Samtidig satte fire af de seks klubber, der er reelle kandidater til de to oprykningspladser, point til i første forårsrunde, hvilket fik AGF-træner Ove Pedersen til at afrunde sin lange udlægning af kampen med følgende bemærkning:

»Nu kan vi selv afgøre det. Så vi har taget et stort skridt i første spillerunde.«

For 4-1 over Fremad Amager betyder, at AGF har tre point op til andenpladsen, der indehaves af Sønderjyske, som AGF møder om nogle uger i Haderslev.

På tilskuerpladserne, iført krykker og kæreste, sad Olof Persson, AGFs nyindkøbte forsvarsspiller, som var udset til at styre det århusianske hold igennem forårets kampe. Først i dag ved han, hvor lang en pause han får, efter at have pådraget sig en knæskade ved træningen.

Svenskerens fravær havde rystet AGF-lejren i dagene op til forårspremieren, men rollen blev solidt overtaget af islændingen Kári Árnason.

Samtidig gav det den sideeffekt, at amerikaneren Jeremiah White røg direkte ind i startopstillingen.

»For nogle uger siden lignede det ikke en startplads til White. Der var nogle ting, vi skulle have afstemt rent taktisk. I dag overraskede han mig meget positivt, bare tag vores fjerde mål, da han viste sin hurtighed og evne til at lave et godt indlæg. Desuden var han hurtigt med hjemme for at forsvare i hele kampen,« roste AGF-træneren.

Fokus på spillet

Den ydmyge amerikaner prikkede sit hold flot fra start, da han efter et kvarter fuldendte Peter Graulunds og Lars Pleidrups energiske pres i Fremad Amagers målfelt.

»Jeg havde det sjovt i dag. For et par uger siden var jeg inde i en vanskelig periode. Men efter at min familie er kommet til Danmark, kan jeg igen fokusere på fodboldspillet,« forklarede Jeremiah White, som gav de 14.155 tilskuere smagsprøver på to facetter i hans spil: En ekstrem hurtighed og meget lange indkast.

Hov. Stop. 14.155 tilskuere? Århus Elites koncerndirektør Lars Windfeld havde trukket det store smil på.

»Det tal overgik mine vildeste forventninger. Jeg havde gættet på 10.000 tilskuere efter vores fine træningsresultater,« sagde Lars Windfeld, som sammen med bestyrelsen har budgetteret med 33.000 tilskuere til forårets hjemmekampe - i alt.

Tophold i aftenkamp

På torsdag er AGF teknisk set på udebane på Århus Stadion til mødet med Brabrand, men et godt resultat vil få stadion til at bugne, når et andet af topholdene, Fredericia, på mandag aften er gæster i Århus.

Hverken AGF-træner Ove Pedersen eller spillerne havde lyst til at bruge gårsdagens sejr som udtryk for AGF-holdets muligheder i foråret.

»Vi har været stabile i testkampene, og derfor er vi optimistiske. Men alle hold er forskellige, og man kan slet ikke sammenligne Fremad Amager og Brabrand. På den måde ændrer resultatet i dag ikke noget. Vi havde glædet os til at vise, at det ikke var tilfældigt, det, vi lavede op til forårets kampe. Men det er først når pointene kommer, det tæller. Derfor er det dejligt at have overstået denne kamp så flot,« forklarede Ove Pedersen, som ikke kunne sætte en finger på ret meget i AGFs forårspremiere.

Heller ikke Fremad Amager reducering til 1-2.

Målet faldt, da angriber Peter Sand listede ud til sidelinjen, da han havde tabt en kontaktlinse. Dermed manglede han til at presse højt oppe på banen, og det overrumplede AGFs backkæde.

»Vi forsøgte at holde linjen, men endte med at komme til at løbe om kap med deres spiller,« forklarede islændingen Kári Árnason, der på kompetent vis fyldte tomrummet ud efter Olof Persson, der først efter en scanning i dag finder ud af, hvor store skridt han kommer til at tage i den kommende tid.

jesper.engmann@jp.dk

Holdene

AGF (4-4-2): Steffen Rasmussen - Frederik Krabbe, Kári Árnason, Ole Budtz, Peter Foldgast - Jeremiah White, Jens Gjesing (75. Anders Kure), Lars Pleidrup, Michael Lumb (79. Jimmy Høyer) - Peter Sand (59. Mike Tullberg), Peter Graulund

Fremad Amager (4-4-2): Kenneth Jørgensen - Alexandrs Roslovs (69. Rubinco Lozanovski), Dennis Danry, Søren von Essen, Baris Özcan - Rami Jiowda, Dennis Madsen, Tem Hansen (46. Stefan Monberg), Ali Aliji (46. Jesper Hansen) - Thomas Christensen, Thomas Myssing

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.