Somaliere vil forebygge misbrug af khat

To somaliere står i spidsen for projekt, der skal bryde mønsteret hos mange somaliske familier, hvor khat-tygning går i arv generation efter generation.

Tygning af khat ødelægger mange somalieres mulighed for at klare et arbejde, få en uddannelse og føre et godt familieliv. Det mener en gruppe somaliere, som ønsker at komme det euforiserende stof til livs og bryde mønsteret hos mange somaliske familier, hvor khat-tygning går i arv generation efter generation.

26-årige Ahmed Warsame og 37-årige Hashi Abdullahi tog i foråret initiativ til en ny forening - "Forebyggelses- og udviklingsforening", der nu skal til at lave et projekt for at forebygge khat-misbrug blandt unge og få en debat i gang hos de ældre somaliere. Det etårige projekt bliver lavet under EU's Urbanprogram, der støtter med 300.000 kr., mens. Nordisk Ministerråd giver 375.000 kr.

»Vi håber, at det vil få flere somaliske unge i gang med uddannelse og i arbejde,« fortæller Hashi Abdullahi, der er reservelæge og skal være vejleder i projektet.

Sløv og uopmærksom

»Det vil klart påvirke integrationen positivt, fordi khat-tygning gør dig sløv og uopmærksom,« tilføjer Ahmed Warsame, som skal være projektleder, og fortsætter:

»Mange unge opfatter det ikke som noget problem, for det ligger dybt integreret i den somaliske livsstil. Det billede, skal vi have udskiftet, for khat er et slags narkotikum,« siger han og understreger, at initiativet er kommet, efter at mange somaliere har været bekymret for, om khat vil ødelægge de unges fremtid.

Initiativtagerne ved ikke, hvor stort khat-misbruget er hos de godt 3.000 somaliere i Århus. Det skal de nu til at analysere, men de ved, at det hovedsageligt er mænd, som tygger, og at de fleste, der begynder, er over 15 år.

»Der er et stigende antal unge, som begynder at tygge khat, og de risikerer at stå uden uddannelse, og mange af dem, der er arbejdsløse tygger khat,« siger Hashi Abdullahi.

Ind i lejlighed

1. august begynder projektet og her rykker medarbejderne ind i en fire-værelses lejlighed i Brabrand, som blandt andet skal bruges tilinformationsmøder. Information bliver vigtig i forsøget på at få bearbejdet holdninger. Således vil projektarbejderne lave en informationspakke med brochurer, cd, video og dvd, skrevet og indtalt på både dansk og somalisk. Der vil også blive oprettet en hjemmeside samt arrangeret foredrag og dialogmøder, hvor velintegrerede somaliere fra Danmark og udlandet bliver koblet på.

Ahmed Warsame og Hashi Abdullahi kommer til at drive projektet sammen med en række frivillige forældre, der er bekymrede for khat-misbruget. Projektet får tilknyttet en såkaldt ressourcegruppe med fagfolk.

jonas.hvid@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen