Kongefamilien to gange i Århus Domkirke

Både juleaftensdag og juledag var kongefamilien - og en masse århusianere - til gudstjeneste i Århus Domkirke.

En dronning, en kronprins, tre prinser, en kronprinsesse og en prinsesse på én gang. Det var, hvad mange kirkegængere i Århus blev vidner til både juleaftensdag og juledag.

For første gang var hele den nuværende kongefamilie samlet for at holde juleaften på Marselisborg Slot, og både juleaftensdag og juledag var kongefamilien til gudstjeneste i Århus Domkirke.

Juleaftensdag kl. 16.30 var Århus Domkirke fyldt til og med sidste plads. Enkelte århusianere havde sågar på forhånd forsøgt at reservere billetter til gudstjenesten, hvilket ikke kan lade sig gøre i den danske folkekirke.

Efter gudstjenesten ved kongelig konfessionarius Christian Thodberg kunne de mange tilskuere nyde synet af farmor og barnebarn, dronning Margrethe og prins Nikolai, hånd i hånd forlade domkirken efterfulgt af prins Henrik, kronprins Frederik, kronprinsesse Mary, prins Joachim og prinsesse Alexandra, mens yngste medlem af kongefamilien, prins Felix var blevet på Marselisborg Slot.

Juledag kl. 10 var hele familien, uden prins Nikolai og prins Felix, igen i Århus Domkirke, denne gang til højmesse ved biskop Kjeld Holm. Her gik hele kongefamilien, minus prins Henrik, til alters, og også ved den lejlighed var mange århusianere samlet både indenfor i kirken og udenfor som tilskuere.

Regentparret bliver på Marselisborg Slot til 30. december.

Hvor længe den øvrige del af kongefamilien bliver i Århus, har det ikke været muligt at få oplyst.

jorgen.rye@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen