Er rønnebærrene sure?

JEG ER IKKE socialdemokratisk partisoldat. Alligevel kan jeg ikke lade være med at reagere på den dybt urimelige og meget misvisende kritik af Århus' medlem af EU-parlamentet Dan Jørgensen, som Jørgen Jensen (JJ) fremfører her i avisen 11/12.

JJ skriver: »DJ har al den vægt bag sine ord, som nu stemmer fra familie og venner - ca. 8.000 - kan give.«

For det første har JJ ikke lavet sin research ordentligt. Dan Jørgensen fik faktisk, ifølge Indenrigsministeriets hjemmeside, 10.350 stemmer. Altså 2.350 flere stemmer end JJ skriver. Det er trods alt en væsentlig forskel. Til sammenligning fik f.eks. SF's Morten Houmann ved sidste folketingsvalg 867 personlige stemmer og Venstres Eyvind Vesselbo 1.251 stemmer. Begge endte i Folketinget.

Yngste nogensinde

For det andet overser JJ, at Dan Jørgensen i Århus Amt faktisk fik flere personlige stemmer end politiske sværvægtere som Anders Samuelsen, Mogens Camre og Ole Krarup.

Dan Jørgensen er ét ud af Danmarks kun 14 medlemmer af EU-Parlamentet. At han desuden er det yngste medlem nogensinde valgt til EU-parlamentet er selvfølgelig utroligt flot. Det bliver man naturligvis ikke uden politisk talent og hårdt arbejde.

Jeg tror, vi er mange århusianere, der er glade for at have en lokal repræsentant i EU. At Dan Jørgensen er under 30 år gammel og ikke bare endnu en udbrændt politiker, der er på vej på pension, er da kun et ekstra plus. Men det mener JJ øjensynligt ikke.

Eller handler det måske om, at rønnebærrene er sure?

Før valget blev EU-stof sjældent omtalt i de lokale medier. Det har Dan Jørgensen lavet om på, og det skal han have tak for. Århus er Danmarks 2. største by, og den bør selvfølgelig have europæisk udsyn og engagement.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen