Smukke ord om kosten
JEG SIDDER her og synes, at tingene bliver mere og mere groteske.
Foran mig ligger en kopi af Århus Kommunes kostpolitik for 0-6-årige børn i kommunale dagtilbud. Jeg har netop fået den af vores leder i børnehaven.
Efter en så voldsom sparerunde, hvor man presser så store besparelser igennem, så måske flere end 80 pct. (min egen vurdering, bygger ikke på facts) af daginstitutionerne i Århus Kommune har besluttet at fjerne kostordningen, offentlig gør man en kostpolitik, hvori der som indledning står:
Kommunens budskab
»Kosten til 0-6-årige børn i kommunale dagtilbud skal bygge på et fagligt grundlag. Sund kost i barndommen er vigtig for barnets udvikling og trivsel. De kostvaner børnene lærer - gode som dårlige - vil de føre med sig senere i livet.
Formålet med Århus Kommunes kostpolitik for 0-6-årige børn i kommunale dagtilbud er at sikre en høj ernæringsmæssig kvalitet af den mad, børnene får, mens de er i dagtilbud.«
Og sådan fortsætter det i det meste af den syv sider lange præsentation af kommunens kostpolitik.
Hvis dette ikke er tomme ord - bare skrevet for at det på papiret skal se godt ud - så ved jeg ikke, hvad det er.
Huller i systemet
Selv om vi i bestyrelsen i vores børnehave har forsøgt at finde alternativer, har vi ikke kunnet få øje på nogle. Og hvis det er et spørgsmål om, at forældrene nu skal tage ansvar ved at indføre en forældrebetalt kostordning, er der vist et par huller:
For hvad med vuggestuebørnene hvor forældrene ikke kan få lov til at betale?
Og hvad med institutioner hvor en del af forældrene ikke kan/vil betale til kostordning, og hvor man kan frygte, at børnene faktisk ikke får den kost, som vi alle sammen jo godt ved er så vigtig for børn i den alder (skulle vi være i tvivl om vigtigheden af ordentlig kost, kan vi jo bare læse Århus Kommunes kostpolitik).
Nu må det være på tide, at Århus Kommune begynder at vise respekt for det arbejde, der gøres i de frivillige forældrebestyrelser, i stedet for at sjofle forældrene på denne måde.