Er EU og Tyrkiet klar til parløb?

Europabevægelsen og JP Århus har gennemført en essaykonkurrence om Tyrkiet og Europa. Vinderen fra Århus, Katrine Terp Nielsen, der blev nr. 2 i den nationale konkurrence, går videre i en europæisk finale. Vi bringer her hendes essay

Tyrkiet er med, når Europamesterskabet i fodbold spilles.

Tyrkiet er med, når der afholdes europæisk Melodi Grand Prix.

Tyrkiet er med i NATO, Europarådet mv.

Men Tyrkiet er ikke med i EU.

Hvorfor kan man spørge sig selv. Er de så alligevel ikke europæiske?

Eller er de kun europæiske, når vi finder det passende?

Endnu en udvidelse?

Kriterierne, for at et land kan optages i den europæiske union, hviler hovedsageligt på de såkaldte Københavns-kriterier fra 1993 og selvfølgelig også på, om landet ligger indenfor det, vi geografisk definerer som Europa.

Københavns-kriterierne er rimelig håndfaste; overholdelse af menneskerettighederne, en velfungerende markedsøkonomi, ytringsfrihed osv. Hvorimod vores opfattelse og definition af Europa er mere flydende, hvor går grænserne?

Hvor skeptikerne argumenterer for Tyrkiet som et land, der hovedsageligt hører til Asien, dvs. ikke Europa og dermed ikke EU.

Problematikken er væsentlig. For hvis Tyrkiet hører til Europa, hvad så med Ukraine og Hviderusland?

Og er EU overhovedet klar til at optage flere lande - efter den noget tvivlsomme succes med den store udvidelse i 2004?

Tænkepausen

Et fransk og nederlandsk nej til den nye forfatningstraktat bragte EU ud i en tænkepause. Et nej der bl.a. byggede på modvilje mod om muligt en fortsat udvidelse af et EU, som mange føler, er gået hen og blevet et politikernes og kapitalens Europa, uden den store hensyntagen til befolkningens ønsker. Hvor den menige EU-borger nærmere higer efter et Europa, der appellerer til folket - et EU hvor den enkeltes dagligdag tages alvorligt.

På baggrund af dette trænger spørgsmålet, om EU er klar til endnu en udvidelse med bl.a. Tyrkiet, sig på.

Et EU, hvis grundlæggende lande ikke vil støtte den nye forfatningstraktat, som netop ville tage højde for, at de ti nye unionslande ville blive integreret i den efterhånden snart 50 år gamle union.

Politikernes leben

EU er for mange gået hen og blevet ret abstrakt.

En stor forsamling af politikere uden syn for og på virkeligheden, trygt gemt bag de tykke murer i Bruxelles. Hvis aktivitet og berettigelse ofte i pressen er dømt ud fra politikernes mødefrekvens, rejseri, diæter mv.

Jeg tror, at dette forhåbentligt meget for-vrængede billede af EU har fået skepsisen mod traktaten, og herunder muligvis endnu en udvidelse, til at stige og således spændt ben eller i hvert fald gjort det utrolig svært for Tyrkiet at komme med. Jeg mener derfor, at det er særlig vigtigt først og fremmest at fokusere på det EU og de medlemslande, som unionen indeholder i dag. Hvor sammenhørigheden over lande-grænserne og fokuseringen på den enkeltes hverdag styrkes, før en udvidelse kan komme på tale.

Fare for mere splid

Jeg mener nemlig ikke, at den mere eller mindre splittede union på nuværende tidspunkt er klar til at udvide yderligere.

Men dermed ikke sagt, at et stærkere og mere enigt EU ikke skal forøge antallet af medlemslande.

Ergo mener jeg, at det nuværende EU må gøre sig nogle ting klart, inden en optagelse af Tyrkiet kan finde sted.

EU har brug for at fungere optimalt for at en optagelse af Tyrkiet vil blive en succes.

Optages Tyrkiet umiddelbart i det EU vi kender i dag, tror jeg, det vil medføre om muligt endnu mere splid mellem de nuværende medlemslande.

Er Tyrkiet klar til EU?

EU bør derfor benytte den nuværende tænkepause til at indse, at det er nødvendigt at udarbejde endnu en forfatningstraktat, der lytter mere til befolkningen; det er jo nødvendigt at have et godt og solidt fundament for at kunne bygge videre og opnå en større og mere stabil union.

De seneste år har Tyrkiet forandret sig meget. Store og omfattende reformer er vedtaget med henblik på at opfylde de tidligere nævnte Københavns-kriterier, hvor bl.a. dødsstraffen er blevet ophævet og menneskerettighederne er blevet styrket, disse reformer har Tyrkiet regnet med ville bane vejen til EU for dem.

Men modstanden mod en optagelse eller bare start af optagelsesforhandlinger har, efter min mening, været ubegribelig stor.

Det muslimske land

Fokus i den europæiske debat har ofte ligget på, at Tyrkiet er et muslimsk land, hvilket skulle stride noget så kraftigt mod det kristne EU. Men er det ikke her i vesten og herunder EU, at vi slår os så stort op på alle vores friheder, herunder religionsfrihed? Burde EU så ikke også være i stand til at tolerere og acceptere religionsforskelle?

Mulikulturelt EU

På mig lyder det som om, at hvis Tyrkiet havde været et kristent land, ville en optagelse ikke være noget problem. Hvilket virker ret dobbeltmoralsk - Tyrkiet skal acceptere andre trosretninger og indføre diverse friheder - mens vi selv har så svært ved at indfinde os med, at Tyrkiet ikke er kristent.

I forvejen er EU jo også mere eller mindre multikulturelt, hvor jeg vil mene, der fint kunne blive plads til mere forskellighed, men uden at ødelægge den fælles sammen-hørighed, der er så utrolig vigtig for, at unionen kan fungere.

Jeg mener, den udvikling Tyrkiet har gennemgået er forbilledlig for andre muslimske lande.

Dominoeffekt

Man kunne forestille sig en slags "dominoeffekt" forårsaget at Tyrkiets demokratiseringsproces, hvor demokratiet og menneskerettighederne gradvist spredte sig. Dette kunne være enormt godt for den efter min mening tiltagende konflikt mellem vesten og de måske lidt tilbagestående muslimske lande, hvor en ting som ytringsfrihed ikke er en selvfølge.

Tyrkiet kunne være med til at danne bro i denne konflikt eller i hvert fald løsne lidt op. Hvor der måske kunne skabes mere gensidig forståelse mellem de kristne og muslimske dele af verden - hvilket helt ideelt kunne medføre en fredeligere og mere forenet verden.

EU og Tyrkiet

Alt i alt mener jeg at en optagelse af Tyrkiet vil være til fordel for begge parter, vel og mærket når både unionen og Tyrkiet er klar til det. EU skal sikre sig, at Tyrkiet udlever deres store reformpakker og dermed lever op til Københavns-kriterierne - derved mener jeg, at Tyrkiet er klar til at blive en del af EU.

Men samtidig synes jeg også, at det er særlig vigtigt, at det nuværende EU finder et fælles fodfæste inden en udvidelse med blandt andet Tyrkiet kan finde sted. Således vil EU også være klar til at gå Tyrkiet og eventuelt Kroatien, Ukraine og Hviderusland i møde i en stærkere europæisk union. Hvis begge parter kan magte dette, er jeg sikker på, at en optagelse i EU vil blive en succes.

jpaarhus@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.