Positiv melding

VED LÆSNING af JP Århus 22/12 oplever jeg det eventyr, at ansvarlige og vedkommende politikere, som noget nyt for mig, ytrer sig positivt og konstruktivt over for etablering af en brugbar vej til Tirstrup Lufthavn, og som så samtidig skal være stamvej for hele Djursland.

Netop hvad jeg forgæves har ført min enmandskamp for i 25 år.

Om dette kan der ses klar orientering i JP den 3/4 1983.

Men desværre ser jeg af disse politikeres ytringer, at de tænker på udbygning af den nuværende motortrafikvej helt til Taastrup og flytning af Lufthavnsterminalen til den gamle plads.

En sådan ulykke må endelig ikke ske, da den jo ville cementere den nuværende splittelse af Djursland for stedse.

Den ville overlade teten for hele Djursland til den kommende såkaldte Guldkystkommune, som endog ville komme til at lade en fjerdedel af sig selv ude i kulden.

Den facadeløse vej skal nødvendigvis nyanlægges fra skæringspunktet på Randersvej og nord om både Rostved by og lufthavnsterminalen og Tirstrup by og videre helt til Grenaa.

Hvis man vil flytte lufthavnsterminalen, bør det være til områdets nordvestlige hjørne, hvilket dog næppe kan betale sig.

Lufthavnen ligger jo godt på sin nuværende plads.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen