Ny fald i ansøgertallet til Aarhus Universitet

Søgningen til Aarhus Universitet falder igen i år.

Mens Handelshøjskolen i Århus er gået 12 procent frem i ansøgertal, må universitetet igen i år notere en tilbagegang på tre procent i kvote 2-ansøgere med universitetet som førstevalg. Fag som medicin og jura scorer igen i år højt, hvorimod teologi og de humanistiske fag giver den samlede nedtur for Aarhus Universitet.

Forklaringen på den samlede nedgang er ifølge Lars Pedersen, leder af universitetets optageområde, mindre ungdomsårgange og flere kvote 1-ansøgere.

Søger efter interesse

»Vi kan ikke klage, for tilbagegangen er generel for mange uddannelsessteder. Københavns Universitet har også haft en samlet tilbagegang på tre procent. Årsagen er mindre ungdomsårgange og en politisk omlægning til flere kvote-1-pladser, så de unge kommer hurtigere i gang med en uddannelse,« siger optage-lederen.

Billedet viser tydeligt, at de unge i stigende grad søger efter interesse og ikke efter, hvor der er gode chancer for at komme ind.

»Tallene viser, at de unge søger efter, hvad de har lyst til uden at skele til, hvor de kan komme ind. Og den tendens ser ud til at være forstærket. Vi får en stor fremgang på jura og medicin, som vi reelt ikke kan bruge til noget, fordi en del ansøgere vil blive afvist,« siger Lars Pedersen.

Størst tilbagegang er der for det økonomisk hårdt plagede teologiske fakultet. 26 procent færre unge har søgt ind på teologi og religionsvidenskab via kvote 2. På Københavns Universitet er teologi i år derimod gået frem med tre procent.

Ventede tal

Men de tal ryster ikke Carsten Riis, dekan for Det Teologiske Fakultet på Aarhus Universitet.

»Tallene er, som vi kan forvente. Ministeriet har nedsat antallet af kvote-2-ansøgere, og derfor er det lettere at komme ind via kvote 1, så vi vil få flere ansøgere via kvote 1. Derfor kan tallene ikke tages til udtryk for dalende interesse for teologien,« siger han.

Tallene for de fire øvrige fakulteter viser tilbagegang for humaniora med 15 procent, naturvidenskab går fire procent tilbage, mens sundhedsvidenskab går syv procent frem og samfundsvidenskab fire procent frem.

I alt 5538 unge har søgt universitetet som kvote 2-ansøgere, der sidste år udgjorde 62 procent af det samlede ansøgertal til Aarhus Universitet.

jorgen.rye@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen