Politikere efterlyser fakta om hjemmesygeplejen

Problemerne skal frem i lyset, og det skal undersøges, om andre faggrupper kan aflaste hjemmesygeplejerskerne.

Politikere vil nu have fakta frem om konsekvenserne af besparelsen på hjemmesygeplejen. Efter at sygeplejerskerne i JP Århus mandag råbte vagt i gevær og advarede om, at besparelserne kan betyde livstruende fejl og gøre det svært at skaffe personale, beder byrådspolitikerne nu om dokumentation for problemerne, men ingen vil umiddelbart love flere penge til området.

Venstres ældrepolitiske ordfører Kate Runge efterlyser dokumentation fra sygeplejerskerne for, hvilke opgaver de ikke kan nå som følge af besparelserne.

»Jeg vil bede dem om at konkretisere, hvad problemet er. De er nødt til at sætte sig ned og beskrive, hvad er det helt præcist, de ikke kan nå. Selvfølgelig vil jeg som politiker se på sagen, hvis der er hold i det, de siger, men de er nødt til at forklare det helt kontant,« siger Kate Runge. Hun vil også have belyst, om sygeplejerskerne påtager sig opgaver, de reelt ikke skal udføre.

»De må lære at overlade ansvaret for nogle opgaver til andre faggrupper, vi har f.eks. en stor og flot gruppe social- og sundhedsassistenter,« siger Kate Runge.

Hun opfordrer repræsentanter for sygeplejerskerne til at møde op til foretræde i Udvalget for Sundhed og Omsorg.

»Jeg vil være meget lydhør overfor dem. Det med bare at løbe stærkt og kun gøre arbejdet halvt, det går ikke. Selvfølgelig skal man lave sit arbejde ordentligt, og hvis der er hold i det, de siger, så får vi da et problem,« understreger Kate Runge.

Gør indtryk

Det gør indtryk på teknisk rådmand Peter Thyssen (R), når sygeplejersker råber vagt i gevær.

Han efterlyser en redegørelse fra den ansvarlige rådmand Dorthe Laustsen (SF), som han understreger selv må tilføre sygeplejerskerne ekstra penge inden for hendes Magistrat for Sundhed og Omsorg, hvis det viser sig at være nødvendigt.

»Det er et stort område, og det er klart, at vi alle har skullet spare. Hvis det er sådan, at man går hen og sparer på noget af det allermest vitale, så vil det da være uhensigtsmæssigt. Jeg forventer, at den ansvarlige rådmand giver en forklaring på, at man har netop har valgt den besparelse og ikke andre besparelser,« siger han.

Marc Perera Christensen (K) sender også bolden videre til ældrerådmanden.

»Vi har jo sparet på baggrund af spareforslag, som Magistraten for Sundhed og Omsorg har udarbejdet. Jeg er ikke sundhedsfaglig ekspert, så jeg er nødt til at stole på, at de forslag, der kommer fra afdelingen, er sundhedsfaglige forsvarlige,« siger han og fortsætter:

De rette opgaver

»Jeg synes, sagen lægger op til en diskussionen om, hvad der er hjemmesygeplejerskernes rette opgaver. Vi skal se på, om vi kan lette nogle arbejdsbyrder, som kan udføres af andre faggrupper, så hjemmesygeplejerskerne koncentrerer sig om at udføre unikt sygeplejefagligt arbejde, som ikke kan udføres af andre,« siger Marc Perera Christensen, som også åbner en dør på klem for at finde ekstra midler ved det kommende budgetforlig.

»Hvis der er en udvikling i byens demografiske sammensætning, der gør, at nogen afdelinger har mindre brug for penge end andre afdelinger, så er det jo ingen naturlov, at pengene skal blive, hvor de var,« siger han.

Også Niels Brammer, (DF) mener, det skal undersøges, om der er overskydende penge i andre afdelinger, der kan bruges til ældreplejen.

»Vi har netop hørt rådmanden for børn og unge sige, at her bliver nogen penge frigjort. Jeg mener ikke umiddelbart, at disse penge automatisk skal øremærkes børn og ungeområdet. Det er meget bekymrende, det som sygeplejerskerne melder ud. Vi må høre fra den ansvarlige rådmand, hvorfor det forholder sig sådan. Jeg erindrer ikke, at det fremgik af budgetforliget, at der skulle være 30 færre ansatte. Jeg vil have set på sagen og have en forklaring på, hvorfor det forholder sig sådan,« siger Niels Brammer.

Formand for Udvalget for Sundhed og Omsorg Margrethe Bogner (S) understreger, at der ikke umiddelbart kan tilføres ekstra ressourcer til hjemmesygeplejerskeområdet. I stedet forventer hun, at lokalcentrenes sundhedsklinikker kan aflaste hjemmesygeplejerskerne.

Sundhedsklinikker

»En af måderne at spare lidt på hjemmesygeplejerkerne er, at folk selv kan komme hen på sundhedsklinikkerne og få ordnet nogle af de mindre ting, som f.eks. at få skiftet en forbinding. Jeg tror bestemt, at klinikkerne vil kunne tage nogle af de opgaver, som hjemmesygeplejerkerne i dag skal klare,« siger Margrethe Bogner, der opfordrer sygeplejerskerne til at henvende sig til politikerne, hvis der er opgaver, de ikke kan nå.

»Så må vi overveje, om tingene kan laves på en anden måde, og vi vil naturligvis følge området nøje. Heldigvis har vi endnu ikke set eksempler på, at de ikke har kunne nå deres arbejde,« siger Margrethe Bogner.

Ældrerådmand Dorthe Laustsen vil ikke love penge til området her og nu, men i mandagens JP Århus udtalte hun, at det kan blive aktuelt at styrke området. Hun opfordrer sygeplejerskerne til at indberette uholdbare situationer så snart, at de måtte opstå. Herefter vil politikerne se på, om de kan løse problemerne. Rådmanden foreslog desuden, at hjemmeplejen skal se på, om sygeplejerskerne kan blive aflastet ved, at lade andre faggrupper udføre nogle af deres opgaver.

jonas.hvid@jp.dk

lone.dybdal@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.