Posten kom forsinket ud

Trods det voldsomme snevejr torsdag og fredag fik postbudene bragt næsten alle breve og pakker ud senest lørdag de fleste steder i byen.

Selv om Kong Vinter for alvor slog til torsdag og fredag i den forløbne uge, formåede byens postbude næsten overalt at få omdelt breve og pakker.

Trods til tider isglatte fortove og veje lykkedes det f.eks. fredag i Viby at få omdelt 95 pct. af posten.

Kun i to områder - på Rugbjergvej og i Råhøjparken, var der ryddet så dårligt for sne, at man måtte opgive en omdeling både fredag og lørdag. Kun anbefalet post blev omdelt af et bud i bil.

I Århus City blev kun en tredjedel af posten omdelt i fredags, men i løbet af lørdagen var al post delt ud.

I Egå-Hjortshøj området var forholdene fredag så kaotiske, at postbudene ikke alle steder kunne komme ud med posten.

Ryddet og gruset

»I weekend var der blevet ryddet og især gruset mange steder, så der var en normal postomdeling mandag (i går, red.). Men Post Danmark oplyser, at der fortsat er forsinkelser i postomdelingen på grund af manglende snerydning af mindre veje og fortove. Desuden var der mandag ekstra mange breve, fordi Storebæltsbroens lukning mellem fredag og lørdag betød, at der ikke kunne bringes post mellem landsdelene. Op mod én mio. breve, som skulle have været ude lørdag, blev forsinket,« oplyser informationsmedarbejder hos Posten i Århus, Helle Blekinge.

Post Danmark forventer først en helt normal omdeling fra onsdag.

De lette postbude

I øvrigt betød vintervejret, at nogle postbude kom til skade på grund af fald.

Helle Blekinge fortæller således, seks postbude kom til skade i fredags, tre i lørdags og to i går, så de ikke kunne fortsætte med omdelingen af post.

Postbud Jim Hansen, Stavtrup, var i går såkaldt områdeafløser under postomdelingen i Engtoften i Viby:

»Små lette kvindelige postbude på 50 kg ville nogen steder, på grund af bakker og is på veje og fortove, ikke kunne komme frem i det glatte føre med deres tunge postcykler. Og jeg gik nok ind nogle steder, hvor andre måske ikke turde. Men jeg ville ganske enkelt aflevere al post - incl. reklamerne - så det ordinære postbud ikke skulle have overliggerpost. Alle postbude har haft ekstra travlt, og mange kom hjem timer senere end normalt. Jeg brugte knap to timer ekstra på en rute i Kongsvang,« siger Jim Hansen.«

Posten kan hentes

I øvrigt er det næsten altid muligt at hente post, som på grund af vejret ikke bliver omdelt, på det nærmeste omdelingscenter.

Det er dog altid en god ide at ringe i forvejen og høre nærmere. F.eks. kan postbudet have taget brevene med i håbet om at kunne aflevere.

Lykkes det ikke, tages posten selvfølgelig med tilbage til omdelingscentret.

Man kan telefonisk kontakte servicemedarbejderne hos Post Danmarks kundeservice i Århus og i øvrigt se mere på www.postdanmark.dk

kras@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen