Påskeharens dans

For at skabe liv i centrum arrangerede Magasin og Århus Cityforening lørdag eftermiddag en påskeparade med balloner og hornmusik.

Pigegarden marcherede taktfast gennem centrums gader, og hornmusikken blev sendt tilbage fra de solbeskinnede mure.

Århusianerne, der ad og nippede til deres cafe latte, cola eller øl, fulgte optoget med øjnene. Specielt de mange cheerleaders fra AGF vakte opmærksomhed med deres kokette sving med numsen.

Optoget var kommet i stand på initiativ af Magasin Du Nord og Århus Cityforening. Det fandt sted i alle større danske byer - også i København, Odense og Aalborg. Det skete for at skabe lidt liv i påsken.

»Vi vil gerne have, at dette bliver en fast årlig tradition. Vi mener, at påsken mangler lidt liv, og med dette initiativ vil vi skabe fest i gaden,« sigert salgschef i Magasin Anders Iversen.

Han mener, at paraden kan kaldes en succes, når århusianerne kommer ind til centrum for at se paraden. Han fortæller, at han har fået mange positive tilbagemeldinger om den nye påskeparade.

De små børn på gaden, som JP Århus talte med, kiggede benovet på optoget, men opgav lige så hurtigt, som de var begyndt at prøve at følge med. Paraden bevægede sig nemlig med olympisk fart gennem byen for at kompensere for de mange forsinkelser, som vejarbejdet i centrum forårsagede.

Cappucinofolket, der labbede forårssolen i sig som mælkeslikne kattekillinger, syntes dog at sætte pris på paraden, der hastigt bevægede sig fra Magasin op forbi Rådhuset, ned til banegården og tilbage igen.

Påskeparaden havde store balloner hængende over sig, og til sidst blev der uddelt ballondyr til børnene.

stephan.alsman@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen