Stop verden, jeg vil af

Der sker meget i dagens politiske Danmark, og meget af det er så ubehageligt, at Uffe Elbæk efterlyser de gode gamle dage med frisind, tolerance, humor og solidaritet.

SØNDAG MORGEN (12/2) løb jeg ind i en gammel bekendt, som jeg ikke har set længe. Vi stod begge i køen nede hos den lokale bager for at købe morgenbrød.

Men ud over at vi stod i den samme kø, havde vi også begge nået at lynlæse overskrifterne på dagens morgenaviser. Ikke mindst forsidehistorien på Morgenavisen Jyllands-Posten, der oplyste, at Dansk Folkeparti brager frem i meningsmålingerne.

Ja, så meget, at partiet nu er tæt ved at blive Danmarks næststørste på bekostning af Socialdemokratiet, som i disse dage nærmest forbløder for øjnene af hele nationen.

Min gamle bekendte har gennem flere år arbejdet uden for landets grænser. Ikke mindst i Østeuropa.

Men denne søndag morgen kunne hun fortælle, at hun netop var kommet hjem fra et længere besøg i Chile. Og egentlig havde hun aller mest lyst til at tage tilbage igen hurtigst muligt.

For hun kunne ikke holde den nuværende nærmest klaustrofobiske politiske stemning i Danmark ud.

Jeg kunne kun give hende ret.

På et nulpunkt

For i øjeblikket befinder jeg mig på et politisk nulpunkt. Eller måske mere præcist formuleret: Jeg føler jeg kører rundt i en politisk rundkørsel uden afkørselsmuligheder. Bare rundt, rundt og endnu engang rundt.

Jeg er stort set holdt op med at se tv. Kan ikke holde det ud.

De borgerlige aviser læser jeg dog stadig af (politisk) professionelle grunde. Jeg skal jo følge med i, hvad de alt for ofte livstrætte og mavesure journalister og meningsdannere i dag har at hadske udfald mod alle os (kultur)radikale.

Det er, som om den offentlige samtale gennem de seneste 5-10 år har udviklet sig fra en demokratisk samtale til en bidende og ofte ufølsom konfrontation, hvor målet ikke længere er at afsøge og finde de fælles ting, vi trods alt har.

I stedet er det udelukkende et spørgsmål om at vinde over den anden. Sådan ser det i hvert fald ud, når vi snakker landspolitik.

Heldigvis er der langt flere (fornuftige) nuancer, når det kommer til den politiske debat på lokalt niveau.

Her kan vi stadig - stort set - godt finde ud af at snakke fornuftigt sammen. Både i byrådssalen og hen over aftensmaden i rådhuskantinen.

Fristat Århus

Derfor har jeg mere end en gang tænkt (og foreslået), om det letteste og det mest fornuftige ikke ville være, at erklære Århus for bystat.

For lige nu er jeg på alle måder mere stolt over at sige, at jeg kommer fra Århus, end at jeg kommer fra Danmark.

Jeg er nået dertil, at jeg ikke længere føler mig hjemme i mit eget land. For alt det, jeg troede Danmark stod for, er under afvikling. Frisindet. Tolerancen. Humoren. Solidariteten. Det internationalt udsyn. Mangfoldigheden.

Vi er gået fra et Danmark, hvor der var både folkelig bredde og folkelig højde, til et Danmark, der alt for ofte er præget af folkelig middelmådighed.

Jeg ved, at der er mange - på tværs af de (gamle) politiske partier - der har det på samme måde.

Vi føler ubehaget ved den aktuelle dogmatiske, snerpede småborgerlige politiske dagsorden, hvor der er en konstant hylende undertone af kæft, trit og retning.

For hvis det ikke er den sammenbidte, patriarkalske far, der taler til mig, er det den forurettede og skuffede mor.

Det er, som om hele Danmark er blevet sendt i tidsmaskinen og er blevet ekspederet lige lukt tilbage til de forfrosne koldkrigs-halvtressere, da en mand var en mand og en kvinde en kvinde.

Og hvor alle lå med hænderne over dynen - både i fysisk som mental forstand.

Jeg vil af

Jeg kan ikke holde det ud. Jeg vil af. Ud af det mareridt af en "Danmarksfilm", som p.t. kører på alle kanalerne. Jeg vil have det Danmark igen, som var formet af andelsbevægelsen, folkehøjskolerne, arbejderbevægelsen, kulturradikalismen, kvindefrigørelsen, ungdomsoprøret og miljøbevægelsen.

Jeg vil have frisindet, tolerancen, humoren, solidariteten, det internationale udsyn og mangfoldigheden tilbage.

Jeg vil have håbet tilbage om det land og det folk, jeg er stolt af at være en del af.

Nu føler jeg mig bare flov, handlingslammet og afmægtig.

Og det er ikke til at holde ud.

Så er det sagt.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen