Vinder af Harley-Davidson vil sælge sin lotterigevinst

Gevinsten i et stort julelotteri arrangeret af importøren af Harley-Davidson motorcykler, CAP's i Risskov, sikrer vinderen, at han kan betale afgift og køre på gaden med den MC, han har i forvejen.

En ualmindelig glad Morten Dyhr fra Vodskov ved Aalborg modtog i går den Harley-Davidson-motorcykel, som han har vundet i CAP's Risskovs årlige julelotteri til fordel for Børneprojekt Danmark.

Motorcyklen af modeltypen Sportster XL 883 C har en værdi af 183.342 kr. på gaden, og tilnærmelsesvis denne pris håber vinderen inden længe at kunne sælge gevinsten for:

»Jeg er bare så heldig. Sidste år købte jeg en splinterny Harley-Davidson "Fatboy", en af de klassiske modeller i en 100-års jubilæumsudgave, for knap 140.000 kr. Siden har maskinen stået i garagen, for jeg har ikke haft de nødvendige 240.000 kr., som skal betales i afgift for at få nummerplader på motorcyklen. Det får jeg råd til nu med gevinsten i dag,« fortæller Morten Dyhr, der er 40 år og for tiden uden arbejde.

Byttede to til en

Pudsigt nok skete noget lignende i fjor i CAP's julelotteri. Dengang var gevinsten også en Harley-Davidson af samme type som i år. Vinderen havde imidlertid nøjagtigt den samme maskine i forvejen, så han besluttede sig straks til at bytte to til én stor Harley-Davidson.

CAP's i Risskov, der er eneimportør af Harlev-Davidson motorcykler til Danmark, havde trykt 6.000 lodsedler i form af 6.000 julekalendere á 100 kr. til årets lotteri.

»Desværre blev ikke alle solgt. Knap halvdelen blev afsat til både Harley-Davidson ejere og andre, som gerne vil støtte Børneprojekt Danmark og vinde flotte præmier,« fortæller Michael Christiansen, der er såkaldt event koordinator hos CAP's og som står i spidsen for de mange årlige ferieture for motorcykel-folket, som CAP's rejsebureau arrangerer.

Færre penge i år

»I år bliver der formentlig kun godt 15.000 kr., og fjor kunne vi sende 30.000 kr. til det gode formål. Havde vi f.eks. solgt alle lotteri-kalenderne var der blevet langt over 200.000 kr. til Børneprojekt Danmark. I øvrigt gentager vi julelotteriet næste år,« siger Michael Christiansen.

CAP's i Risskov, der også har afdelinger i Aalborg og i Valby, importerer årligt omkring 250 splinternye Harley-Davidson motorcykler fra USA. Dertil kommer et ukendt antal brugte motorcykler, som private køber i udlandet.

CPS's Harley-klub har knap 4.000 medlemmer, og der er omkring 5.000 Harley-Davidson motorcykler indregistreret i Danmark.

kras@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen