Forældrekøb forgylder de unge og letter skatten

Forældrene sælger lejligheder billigt til børnene, der derefter kan score en solid gevinst ved straks at sælge videre.

De unge er vindere og staten taber, når overskuddet fra salget af de dyre forældrekøbs-lejligheder skal fordeles. I langt de fleste tilfælde bliver lejlighederne nemlig solgt billigt til børnene, der derefter kan score store skattefri gevinster.

Hovedparten af privatkunderne i Danske Bank i Århus vælger således at benytte muligheden for at sælge til børnene, så de store værdistigninger i boligen bliver i familien.

»Dermed undgår forældrene at betale et stort beløb i skat, og samtidig kan de give deres børn en god skilling at komme videre på, fordi børnene til forskel fra forældrene ikke bliver beskattet af avancen, når de sælger videre,« fortæller viceregionsdirektør Henning Kærsgaard fra Danske Bank.

Som forældrekøbsordningen er skruet sammen, kan forældrene selv vælge at sælge og blive fuldt beskattet af gevinsten eller sælge boligen til børnene til den lave offentlige vurdering minus 15 procent. Derefter kan børnene frit sælge lejligheden til den markant højere markedspris og score hele gevinsten skattefrit, hvilket de ifølge Danske Bank typisk gør efter tre til seks måneder.

Hos Nybolig i Århus sælger ni ud af ti forældre videre til deres børn, og hos Home er tendensen den samme.

»Vi ser stadigt flere af den slags handler i takt med, at de mange forældrekøb bliver solgt. Det er en skattefordel, som mange naturligvis benytter. Langt de fleste forældre har oprindeligt købt lejligheden for at hjælpe børnene, og når de sælger lejligheden til dem, har de muligheden for at give de unge et stort økonomisk rygstød,« siger kommunikationskonsulent i Home Annie Påbøll.

Med de stigende ejendomspriser kan blot få års ejerskab veksles til gevinster på flere hundrede tusinde kroner, og derfor ønsker mange i følge Århus Kommunes skatteforvaltning at være på den sikre side, inden børnene skriver under på købsaftalen.

»Det seneste år har vi givet 25 såkaldt bindende ligningssvar, som betyder, at forældrene betaler 300 kr. for at få sikkerhed for, at skatteforvaltningen godkender salgsprisen, som ofte er sat så lavt som muligt, og ikke efterfølgende anfægter beløbet,« siger sekretariatschef Ulla Katholm.

I disse måneder frem til studiestart bliver hver anden ét- og to værelses lejlighed i Århus solgt under forældrekøbsordningen.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen