Regeringens politik tørres af lokalt

Der er ikke belæg for statsministerens ord, skriver Jan Petersen i en kommentar til åbningstalen i Folketinget set i lyset af de mange nedskæringer på sygehusene.

1/10 ÅBNEDE Folketinget. Inden statsministeren gik på talerstolen kl. 12.00, ankom dronningen. Vi fik så en tale, hvor statsministeren bl.a. sagde:

»Regeringen har sagt til amter og kommuner, at indsatsen for de svage grupper skal have høj prioritet. Ingen lokalpolitiker kan begrunde nedskæringer på dette område med henvisning til økonomiaftale eller skattestop. Der er simpelt hen ikke belæg for det.«

Bus fra Grenaa

Knap en time før statsministeren holdt sin tale indenfor murene, ankom en bus fra Grenaa til Christiansborg Slotsplads.

Borgere fra Grenaa og medarbejdere fra centralsygehuset kørte tidligt om morgenen til København for at fortælle om de voldsomme nedskæringer på Grenaa Centralsygehus. Amtspolitikerne i Århus Amt har sendt et forslag til høring, der amputerer Grenaa Centralsygehus til ukendelighed.

Jeg forstår ikke, at statsministeren kan tørre alt det, der nu sker i Århus Amt og vore kommuner, af på lokalpolitikerne.

Det er ikke regeringens skyld, at Århus Amt skal spare på sygehusene. Det er udelukkende lokalpolitikernes.

Det er ikke regeringens skyld, at amtspolitikerne også skal spare på amtets socialudgifter. Det er kun lokalpolitikernes.

Og det er heller ikke regeringens skyld, at der skæres i de kommunale budgetter i f.eks. Grenaa Kommune. Det er kun lokalpolitikernes.

Der er kø blandt regeringsmedlemmerne foran håndvasken.

Men hvad nu hvis regeringen ikke havde tvunget amter og kommuner ind i et skattestop? Så kunne lokalpolitikerne jo selv afgøre, om de ville kræve lidt mere ind i skat eller skære ned på daginstitutioner, svage grupper eller sygehusene.

Og hvad nu hvis regeringen havde givet amter og kommuner en lidt bedre aftale om den kommunale økonomi for 2003? For jeg fatter ikke, hvordan statsministeren kan sige, at det er lokalpolitikernes skyld, at der er minusvækst i Grenaa Kommune.

Bekvem politik

Er det i øvrigt ikke regeringen, der har udskudt en nødvendig reform af udligningsordningerne mellem kommunerne, så rige kommuner afleverer lidt mere til fattige kommuner?

Er det udelukkende lokalpolitikernes ansvar, at udligningen mellem kommunerne vrider landet skævt?

Der er simpelthen ikke belæg for statsministerens ord. Men det er selvfølgelig bekvemt for regeringen, at befolkningens vrede over nedskæringer på sygehuse og andre svage grupper rettes mod lokalpolitikerne.

Problemet er bare, at regeringen selv har dikteret amter og kommuner en for stram økonomiaftale og et skattestop.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen