En stille start på dagen
Et stillerum på Aarhus Universitet giver de studerende mulighed for at deltage i daglig morgenbøn, tænde et lys eller bare hvile et øjeblik. Det handler om afstressning og energi-opladning.
Nogle sover længe, nogle ser morgenfjernsyn og nogle sidder blot og halvsover over havregrynene, indtil de får øjne - men der findes også studerende, som begynder dagen på en helt anden måde.
Med en morgenbøn.
Sang, bibellæsning, bøn og stilhed - morgenbønnen i stillerummet på Aarhus Universitet er meget enkel, og den samme hver dag.
Morgenbønnen - eller morgenliturgien som den også kaldes - begynder kl. 8.50 og slutter kl. 9.05. Hver morgen har sin faste leder, som skiftevis er ansatte og frivillige i Studentermenigheden. Efter morgenliturgien står stillerummet til rådighed for enkelte studerende, der har lyst til at læse en bibelsang eller salme, eller bare har brug for lidt stilhed.
Hvor mange studerende der dagligt benytter stillerummet, har studenterpræst Steen Andreassen svært ved at sige. Han fortæller dog, at den daglige morgenbøn kun tiltrækker gennemsnitlig syv studerende.
Men sådan har det ikke altid været.
I 1965, da der første gang blev holdt bøn på Aarhus Universitetet, lå deltagertallet ofte på omkring 100 studerende. Dengang var der ikke morgenbøn, men tolvsang da bønnen altid foregik klokken 12 minutter over 12. Men gennem årene ebbede interessen for tolvsangen langsomt ud. Der kom simpelthen færre og færre studerende til bønnen. Så i 2001 blev tolvsangen lavet om til morgenbøn.
Besøg på et kloster
»Et medlem af Studentermenigheden havde været på besøg på et kloster i Frankrig, hvor der blev holdt morgenandagt, og vedkommende var begejstret for det. Det besluttede vi derfor at overføre til universitetet,« siger formand for studentermenighedsrådet, Marie Nørgaard-Petersen.
Det viste sig at være en god ide, for flere studerende havde lyst til at deltage i morgenbønnen.
»For mig er det en rigtig god start på dagen. Man får stresset af og får mere energi til studierne,« fortæller Bo Nikolaisen, der studerer teologi på ottende semester og ofte deltager i bønnen.
Her møder han primært andre studerende fra teologi.
Morgenbønnens tidspunkt har da også meget at gøre med, hvordan forelæsningerne ligger på teologi-studiet.
»Jeg vil skyde på, at fire ud af fem studerende, der benytter stillerummet, er fra teologi. Men jeg har da også mødt studerende fra naturvidenskab, medicin og nogle enkelte fra lærerseminariet,« fortæller studenterpræst Steen Andreassen.
Men morgenliturgien er ikke den eneste mulighed for at deltage i en bøn i stillerummet. Grupper, der ønsker at samles regelmæssigt til gudstjeneste, andagt eller meditation, har også mulighed for at reservere stillerummet.
Indtil videre er det dog kun Studentermenigheden, der har benyttet sig af tilbuddet. Det har Studenterpræsten denne forklaring på:
»Det nye er, at mange folk har deres egen bøn - de laver simpelthen deres eget program. Derfor tror jeg, at en del studerende selv kommer forbi stillerummet for at meditere eller bede alene,« siger Steen Andreassen.
Der er morgenbøn på semesterets hverdage kl. 8.50 i Studenternes Hus, lokale 124.
Hver fredag foregår morgenbønnen på engelsk af hensyn til byens udenlandske studerende.