Blokade på havnen

I går skabte omkring 100 lastbilchauffører trafikprop på havnen i Århus, da de valgte at parkere lastbilerne på vejen for at holde et fagligt møde.

»Vi er stærkt utilfredse med, at vi ikke hører noget fra forhandlingerne i København, og vi holdt aktionen for at demonstrere, at vi vil have flere penge i lønningsposen,« siger tillidsmand Keld Snedker Larsen til JP Århus. Han mener, at det nu må være lastbilchaufførernes tur til at mærke, at Danmark er blevet et rigere land.

Aktionen varede omkring en time, og Keld Snedker Larsen oplyser, at der ikke er er planer om flere blokader på havnen.

På det faglige møde, som var til gene for en morgentrafikken, dukkede en repræsentant for fagforeningen 3F op. Han orienterede om de træge forhandlinger, hvor chaufførerne forlanger 10-20 kroner mere i timen.

Havnedirektør Bjarne Mathiesen var i går sent eftermiddag ikke orienteret om blokaden.

»Det eneste jeg kan sige er, at alt, der blokerer for trafikken på havnen, er af det onde.«

kloster@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen