Alkoholfrie koncerter for teenagere

ROSA arbejder på et festuge-projekt med en rockscene til de 13-16-årige uden salg af øl og spiritus. Scenen kan blive placeret på Klostertorv. Festugen støtter idéen.

Kombinationen af festuge, unge og alkohol har de seneste år betydet mange fulde børn og unge i bybilledet. Dansk Rock Samråd er klar med et projekt, der skal trække de unge væk fra gaderne og alkoholen. Projektet møder opbakning hos kulturrådmand Flemming Knudsen (S).

»Vi arbejder på en idé om at lave en alkoholfri musikscene for unge. Idéen er at holde koncerter for de 13-16-årige fra kl. 16-20, og Klostertorv kunne være et godt sted,« siger Gunnar K. Madsen, leder af ROSA, Dansk Rock Samråd med base i Århus.

Godt signal til de unge

Han tror på festuge-projektet som et godt signal til både unge og forældre:

»Det er et forsøg på at lave et tidsrum og en scene, hvor man spiller noget af den nyere musik, og hvor det ikke er lagt an på, at der skal sælges spiritus i stor stil. Jeg tror, at forældrene vil se positivt på, at der kan være et sted, hvor man kan tilbyde kvalitets-musik uden spiritus-udskænkning. Samtidig sender vi et signal til unge om, at musik er noget, man kan nyde, uden at det sker i en brandert.«

Musik skal lokke

Logikken er, at det er den gode musik, som skal lokke unge til, uden at de skal drukne sig i en Breezer-brandert:

»Det kan da godt være, at de unge ikke gider at være der, men hvis musikken er god nok, tror jeg på idéen. Vi vil gerne prøve det af, og det har vi talt med folkene bag festugen om. Og de er positive over for idéen,« siger Gunnar K. Madsen.

Kulturrådmand og medlem af festugens bestyrelse Flemming Knudsen har ikke hørt nærmere om selve projektet, men han er begejstret for idéen. Han understreger, at den ikke må strande på spørgsmålet om placering:

»Det lyder som en rigtig god idé. For det første har man sagt, at der mangler noget for unge i festugen, og for det andet siger man, at der er mange unge, der rager rundt og er berusede. Jeg bakker forslaget 100 pct. op, og placeringen må man finde ud af i samarbejde med festugens ledelse i forhold til de andre ting, der sker i byen.«

Som omtalt i JP Århus lørdag er festugechef Jens Folmer Jepsen i gang med at gøre op med festugens traditioner. Det betyder, at tyrolerne på Klostertorv skal placeres et andet sted i år.

jorgen.rye@jp.dk

anders.lai@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen