ARoS bygget på kvindelig kunst

En juninat i 2001 skaffede fem professionelle kvindelige kunstnere sig adgang til byggepladsen og gravede en række personlige kunstværker ned i jorden under byens nye kunstmuseum.

Olsen-Banden kunne ikke have gjort det bedre.

12. juni 2001 præcis kl. 23.00 brød Hanne Munk uden videre forklaring op fra sit eget fødselsdagsselskab i Risskov og satte kursen mod byggepladsen for byens nye kunstmuseum, det nyligt åbnede ARoS.

Fra andre kvarterer i byen ankom hendes fire medsammensvorne: Jette Gejl Kristensen, Alice Outzen, Trine Rytter Andersen og Marianne Jørgensen. Spændte, men beslutsomme.

Det måtte ikke gå galt; dertil var missionen alt for betydningsfuld. Selve landets kulturarv stod på spil hin juninat.

Klokken nærmede sig 24.00, da de fem kvinder sværgede hinanden troskab og skaffede sig adgang til byggepladsen. Med stopur, skovl, en række kunstværker og en stor cigar!

10 minutter

De vidste, at de havde nøjagtig 10 minutter at løbe på, inden et tidsindstillet web-kamera på toppen af en byggekran ville forevige øjeblikket og dermed afsløre dem.

Ad flere omgange med 10 minutters intervaller lykkedes det dem at nedgrave fem personlige kunstværker i jorden mellem byggeriets massive piloteringspæle uden at blive opdaget. Bagefter delte de cigaren og svor at holde mund med aktionen, indtil det 17.000 kvadratmeter store museum var indviet.

Nu kan de fortælle

Det blev museet som bekendt her i påsken, og nu kan kvinderne endelig bryde års tavshed og afsløre deres hemmelige aktion. For nu skal der et jordskælv til at ændre på det faktum, at byens nye, fine museumsbygning er bygget oven på en række kunstværker skabt af kvindelige kunstnere.

Banden har ingen fotografier eller vidner, der kan dokumentere aktionen, men ingen af dem har hidtil brugt at lyve i deres praksis som kunstnere.

»Vores hæderlighed er det eneste bevis, vi kan fremlægge. Vi har gennemført denne aktion for at sikre kvindelige kunstneres repræsentation på ARoS i fremtiden,« udtaler Trine Rytter Andersen.

Det er nemlig et faktum, at selv om der er næsten lige mange mænd og kvinder på de danske kunstakademier, så foretrækker kunstmuseerne at købe mandlige kunstneres billeder fremfor kvindelige kunstneres billeder. En statistik over de 10 største kunstmuseer i Danmark afslører, at museerne i årene 1989-98 købte 1.335 malerier, heraf var de 1.249 skabt af mandlige kunstnere. Med andre ord udgør andelen af værker skabt af mandlige kunstnere 93,6 pct., mens de kvindelige kunstnere tegner sig for 6,4 pct.

»Hvad hjælper det, at vi knokler røven ud af bukserne og opfattes som dybt seriøse og hårdtarbejdende kunstnere, hvis den etablerede kunstscene er lagt an på, at vi ikke kan få foden indenfor,« siger Hanne Munk og fremhæver Anne Ancher som et lysende eksempel på, hvordan kvindelige kunstnere til alle tider er blevet negligeret af deres samtid.

»Her 100 år efter er der bred enighed om, at hun var en af sin tids største talenter herhjemme,« påpeger Hanne Munk.

Hverken Hanne Munk eller de andre kvindelige kunstnere i aktionen ønsker at fremstå som fordømmende eller forsmåede, men de ønsker en større opmærksomhed og bevidsthed om det skæve kulturelle billede, som de mener, at danske og for den sags skyld vesteuropæiske gallerier og kunstmuseer er med til at understøtte ved deres indkøb og særudstillinger.

Hvor er kvinderne?

»Man kan jo ikke engang være bekendt at tage sine børn med på et kunstmuseum og fortælle dem, at det repræsenterer vores kulturhistorie. For hvor er kvinderne henne? Og hvor skal den kvindelige beskuer spejle sig?« siger Marianne Jørgensen.

»Det er et problem, at den kunst, som kvinder har skabt, ikke er synlig eller bevares for eftertiden. Det rammer også os som udøvende kunstnere. Vi har ingen viden at bygge videre på, men må hele tiden begynde forfra. Det er en fadæse i dansk kulturliv, og det er virkelig presserende at gøre noget ved det. Nu!« siger Jette Gejl Kristensen og henviser til de klokkeklare procenttal.

11 mænd, en kvinde

En undersøgelse foretaget af Sine Bang Nielsen for kunsttidsskriftet "Øjeblikket" viser for eksempel, at det anerkendte københavnske galleri Nikolai Wallner i april 2003 havde 12 kunstnere repræsenteret, heraf 11 mænd og én kvinde.

Et andet eksempel kan findes her i byen. I perioden 1985-2001 registrerede Aarhus Kunstmuseum 444 nyerhvervelser, heraf 395 værker af mandlige kunstnere og 49 værker af kvindelige kunstnere.

De fem kvindelige kunstnere bag aktionen på ARoS har svært ved at få øje på en kvalitetsmæssig berettigelse for den store skævhed. Årsagen skal snarere findes i, at mænd traditionelt, kulturelt og genetisk formår at gøre sig synlige og skaffe sig et godt netværk, mener de.

»Samtidig er mange museumsledere mænd, og de skeler ofte til hinanden. Der er en konservatisme indbygget i den danske museumsverden,« tilføjer Alice Outzen og efterlyser nytænkning.

For Marianne Jørgensen, der i april sidste år deltog i konferencen "Før Usynligheden" - der netop satte fokus på ligestillingsspørgsmålet i kunstverdenen - var det slående, at ingen turde tage diskussionen om kvalitet, selv om museumsledere påberåber sig, at de ikke køber kunst ind efter køn men efter kvalitet.

»Det kunne være interessant, om ARoS ville indføre en regel om ligestillingspolitik i en resultatkontrakt med sine tilskudsgivere, for det kræver åbenbart særlige initiativer at få museer til at købe værker af kvindelige kunstnere,« siger Marianne Jørgensen og tilføjer, at ARoS kun har været et geografisk oplagt mål for aktionen. Det århusianske museum er hverken værre eller bedre end andre museer i landet.

Hanne Munk har selv foretaget en undersøgelse af i hvilket omfang, kvindelige kunstnere er repræsenteret rundt om på de danske gallerier og kunstmuseer, og én af de ting, hun erfarede, var, at kun få kvindelige kunstnere figurerer på museernes indkøbslister. Mange kvindelige kunstnere har helt frem til 1970 foræret sine værker til museerne i håb om at få en plads i de permanente samlinger.

En grundsten

»De værker, vi har gravet ned under ARoS, er også en foræring. De er et offer; en grundsten, som forhåbentlig vil være en positivt kim til fremtidige indkøb og udstillinger på museet,« siger Hanne Munk.

»Ja, vi har allerede en formodning om, at vores værker ligger og skaber uro i systemet,« ler Alice Outzen og henviser til museets revnede betongulve, som måtte udbedres undervejs i byggeriet. Men mon ikke museets vartegn "Boy" formår at skabe balance i tingene - med fod på fundamentet og et godt øje til kvinderne...

lisette.greve@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.